Rejsevejledninger skærpet til 28 lande
Senest er Indonesien kommet på listen over lande, hvor danskere skal være særligt agtpågivende.
Indonesien er kommet på listen over lande, hvor danskerne ifølge Udenrigsministeriet skal være agtpågivende.
Indonesien er kommet på listen over lande, hvor danskerne ifølge Udenrigsministeriet skal være agtpågivende. Foto: ED WRAY/AP


Udenrigsministeriet har i den seneste tid skærpet rejsevejledningerne til en lang række lande, og mandag er Indonesien føjet til listen af lande, hvor danskere skal være særligt agtpågivende.

Dermed har ministeriet inden for kort tid skærpet rejsevejledningerne for i alt 28 lande.

- Da der eksisterer en risiko for terrorangreb i Indonesien, bør forsigtighed udvises, skriver Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning, men slår samtidig fast, at "det overordnede sikkerhedsniveau er ikke ændret".

Samme melding lyder fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), som over for Ritzau afviser, at der skulle være en skærpet terrortrussel mod Danmark eller danske interesser i udlandet.

Udenrigsministeriets ændring af rejsevejledningerne gælder typisk muslimske lande eller lande med en stor muslimsk befolkningsgruppe.

Centerchef i Udenrigsministeriets borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, har tidligere fortalt, at advarslen til danske rejsende ikke kun skyldes, at Danmark deltager i den koalition, der har besluttet at bekæmpe den militante organisation Islamisk Stat.

- Vi gør det, fordi vi har set halshugninger i nogle af de lande, og vi vil gøre opmærksom på, at hvis man vælger at tage dertil, kan der være en særlig terrorrisiko og fokus på danskere, har han forklaret til politiken.dk.

Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til de 28 lande, men gør opmærksom på, at man skal bruge sin sunde fornuft og undgå risikofyldte situationer.

Blandt andet bør man overveje, om det er en god idé at færdes i områder, hvor man er eneste udlænding. Det er desuden en god idé at orientere sig via hotel, rejsebureau eller andre, man har tillid til, i forhold til hvilke forholdsregler, man skal tage i det land, man rejser i.

Og så bør man hvis muligt holde sig fra steder, hvor mange vesterlændinge er samlet, såsom lufthavne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.