Rejseselskaberne Apollo og Falk Lauritsen skal sælges
Efter 16 år opgiver Kuoni-koncernen sine aktiviteter i Skandinavien. Det betyder salg af alle aktiviteter.


Rejseselskaberne Apollo og Falk Lauritzen skal have nye ejere. Det er konsekvensen af, at den nuværende ejer, Kuoni-koncernen i Schweiz, efter 16 år opgiver sine aktiviteter i Skandinavien.

Det skriver nyhedsbrevet Stand By.

Ifølge nyhedsbrevet opgiver Kuoni-koncernen alle turoperatør-aktiviteter på verdensplan. Ud over de to rejseselskaber i Danmark betyder det på skandinavisk plan, at der er sat til salg-skilt på flyselskabet Novair samt Apollo i Sverige og Norge.

I det skandinaviske selskab har der ifølge Strand By været et betydeligt millionunderskud sidste år, og noget tyder på, at problemerne for charterbranchen generelt har fået Kuonis ledelse til at tabe tålmodigheden.

Kuonis interesse for Skandinaviens charterselskaber startede i slutningen af 1990'erne på grund af gode relationer mellem den schweiziske koncernchef og danske Poul Erik Madsen.

Det blev starten til Alletiders Rejser med Larsen Rejser, Herning Charter og Simons Charter.

Efter årtusindskiftet overtog Kuoni Apollo i Sverige og lukkede Alletiders Rejser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.