Det er ikke altid, at det går stille for sig, når gymnasieelever er på skitur langt fra forældres og læreres opsyn, og det har fået flere rejseselskaber til at ansætte deciderede vagter, der sørger for, at de unges festligheder ikke går over gevind.
"I fortrinsvis uge 5 og 7 har vi et dansk vagtfirma, der kommer med ned og patruljerer om natten på hotelgangene. Dels for at give vores egne gæster tryghed, men også hvis der er for meget larm. Så banker de lige på og beder folk dæmpe sig. Altså for lige at tage brodden af det, hvis der er noget som helst, der kan støde nogen," siger Michael Thing, der er direktør for Rejseselskabet DanskiXtreme til Nyhedsbureauet Newspaq.
Rejseselskabet Nortlander Skitours har i år hyret politibetjente, der skal fungere som vagter på de destinationer, hvor der er mange gymnasieelever.
"Vi har altid haft vagter, men tidligere har det bare været guiderne. I år har vi ansat nogen, der kun skal fungere som vagter," fortæller Morten Skaarup, der er produktchef hos Nortlander.
I fredags sendte DanskiXtreme de første vagter med på skitur, og ifølge Michael Thing er indsatsen foreløbigt en succes.
"De er blevet rigtig godt modtaget, og det franske politi har rost os for det," siger han.
For det handler nemlig også om at holde sig på god for med franskmændene og ejerne af de franske lejlighedskomplekser.
"Der har været nogle episoder med både danske og hollandske gymnasier, hvor ting blev ødelagt eller raseret, og de franske bureauer synes, der har været for meget druk. Derfor synes vi, det har været på sin plads at stramme lidt op," forklarer Michael Thing.
Han påpeger, at problemet med de støjende og fulde gymnasieelever er eskaleret inden for de seneste fem år, og hvis det bliver ved, kan det gå ud over forretningen.
"Hvis vi får for mange klager, så er der risiko for, at lejlighedskomplekserne ikke gider have unge mere, og på den måde kan det få betydning for vores forretning," siger han.