Rejsende fra ebola-lande til USA skal overvåges for feber
Ved ankomst til USA fra Liberia, Guinea og Sierra Leone skal rejsende dagligt oplyse om mulige ebola-symptomer
Sundhedsarbejdere har travlt med at fjerne dødsofre for ebola i Liberias hovedstad, Monrovia. Rejsende fra Liberia skal nu melde tilbage til de amerikanske myndigheder, når de er rejst ind i USA. (AP Photo/Abbas Dulleh)
Sundhedsarbejdere har travlt med at fjerne dødsofre for ebola i Liberias hovedstad, Monrovia. Rejsende fra Liberia skal nu melde tilbage til de amerikanske myndigheder, når de er rejst ind i USA. (AP Photo/Abbas Dulleh) Foto: Abbas Dulleh/AP


Rejsende, som kommer til USA fra de ebola-ramte lande Liberia, Guinea og Sierra Leone, vil fremover blive grundigt overvåget for symptomer på den dødbringende sygdom i 21 dage efter ankomsten, oplyser de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Det nye overvågningsprogram, som gælder alle personer, der ankommer til USA fra de vestafrikanske nationer, kommer fra det amerikanske center for sygdomsovervågning, CDC.

De rejsende vil blive bedt om at tage deres temperatur to gange dagligt i tre uger efter ankomsten og skal samtidig oplyse myndighederne om, hvordan de kan komme i kontakt med deres venner og familie, oplyser direktøren i CDC, Tom Frieden.

De vil også modtage en pakke med oplysninger om sygdommen og instrukser - blandt andet en beskrivelse af symptomer i billeder. Der er også et direkte telefonnummer, som skal bruges med det samme, hvis de rejsende får symptomer.

I forvejen bliver rejsende fra Vestafrika screenet i en række store amerikanske lufthavne, hvor de får taget deres temperatur.

Inkubationstiden for ebola er tre uger. Overvågningen af de rejsende fra de ebola-ramte lande i Vestafrika skal forhindre sygdommen i at sprede sig til USA.

Den øgede amerikanske indsats for at stoppe spredningen af ebola kommer efter flere sygdomstilfælde i USA.

Det første var den liberiske mand Thomas Eric Duncan, som døde af ebola i USA, efter han var blevet smittet med sygdommen i sit hjemland. I slutningen af september blev ebola-diagnosen stillet, og han blev indlagt på et hospital i Dallas i Texas.

Her blev to sygeplejersker smittet efter at have været i kontakt med Duncan, som for to uger siden døde af virussen. I alt er otte amerikanere blevet smittet med ebola under det nuværende udbrud.

Ebola-katastrofens omfang i Vestafrika bliver ved med at vokse. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er dødstallet senest opgjort til mindst 4877, mens 9936 mennesker er blevet smittet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.