Rejsekortet får ny frist til jul
Rejsekortet skal løse "15-16 virkelig vigtige emner" inden jul, siger transportminister Magnus Heunicke (S).
Rejsekortet får ny frist til at løse "15-16 virkelig vigtige emner".
Rejsekortet får ny frist til at løse "15-16 virkelig vigtige emner". Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Selskabet bag det udskældte rejsekort har fået en frist frem til jul for at løse en lang række problemer med kortet.

Det siger transportminister Magnus Heunicke (S) efter et møde med Rejsekort A/S, trafikselskaberne samt Folketingets øvrige partier.

- Vi har givet rejsekortet indtil jul til at præsentere en oprydningsplan, og så må vi se, om vi politisk set synes, det er nok, siger Magnus Heunicke.

- Vi har taget alle de problemer, jeg har kunnet finde op på bordet. Der er 15-16 virkeligt vigtige emner, og dem beder vi nu rejsekortet om at komme med svar på, siger han.

Rejsekortet har blandt andet et problem med, at det i øjeblikket er bøvlet for brugere, der skifter dankort, at koble dette til optankning af rejsekortet, hvis de vil gøre dette som selvbetjening.

- Det bliver løst til februar, at det bliver enkelt at skifte dankort til sin tankop-aftale, siger direktør Bjørn Wahlsten i Rejsekort A/S.

På tirsdagens møde skulle selskabet forklare, at det over 800.000 gange er registreret, at brugere ikke har tjekket ud med kortet efter endt rejse. Det medfører, at brugeren bliver opkrævet en pris på 50 kroner for rejsen.

- Der er stadigvæk for mange helt fundamentale problemer med rejsekortet, lyder dommen fra transportministeren.

Rejsekort A/S vil hjælpe passagererne med at huske at tjekke ud, når de stopper rejsen, så de ikke kommer til at betale deres aconto-beløb på 50 kroner, forklarer Bjørn Wahlsten.

- Det er blevet meget lavt i Nordjylland, Sydsjælland og Vestsjælland, hvor op mod 99,3 procent husker at tjekke ud, siger Bjørn Wahlsten.

Magnus Heunicke nævner, at rejsekortet i sin fysiske form kan overhales af den teknologiske udvikling.

- I løbet af de næste år frem kan det være, at vi slet ikke vil bruge det her rejsekort mere, men at vi vil bruge det på vores mobiltelefon i stedet for. Det er teknologien sådan set klar til at rykke over på mobile enheder, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.