Regnskabsrod forarger EU-parlamentarikere
EU's ny budgetkommissær kan se frem til at blive grillet efter rapport om store fejludbetalinger af EU-støtte.
Ny rapport viser store fejl i udbetalt EU-støtte.
Ny rapport viser store fejl i udbetalt EU-støtte. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


Helt uacceptabelt, mener Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, om de mange fejludbetalinger af støtte til projekter i europæiske lande, som EU's revisionsret har dokumenteret for året 2013.

- At fejlraten i år ender på 4,7 procent, er helt uacceptabelt, og jeg synes, det er aldeles uforståeligt, at EU-Kommissionen ikke har gjort mere for at rette op på problemerne, siger Rina Ronja Kari, der har siddet i parlamentets budgetkontroludvalg siden februar.

EU's regnskab er på 148,5 milliarder euro. En fejlrate på 4,7 procent svarer dermed til omkring 7 milliarder euro eller cirka 52 milliarder kroner, påpeger hun. Blandt de mest grelle eksempler i revisionsrapporten er støtte til en lufthavn, der hverken har flyafgange eller passagerer, og et beskæftigelsesprojekt, der ikke har skabt nogen job.

- Når vi nu skal til at behandle regnskabet i udvalget, vil vi naturligvis gå rigtig hårdt til kommissionen. Vi kan ikke lukke øjnene for, at der ikke er styr på pengene, siger Rina Ronja Kari.

Fejlraten har udviklet sig således over de seneste fem år: 2009: 3,3 procent, 2010: 3,7 procent, 2011: 3,9 procent, 2012: 4,8 procent og 2013: 4,7 procent.

Anders Vistisen, medlem af Europaparlamentets budgetudvalg for Dansk Folkeparti, finder tallene stærkt nedslående. De er udtryk for, at EU fortsat er meget langt fra en nogenlunde hæderlig omgang med EU-borgernes penge, mener han.

- Man kan jo kun prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis de danske rigsrevisorer på denne måde meldte om fejl i så store dele af den danske finanslov, siger Anders Vistisen.

Det vækker også opsigt, at antallet af tilfælde, hvor der er mistanke om decideret svindel, er steget fra otte i 2012 til 14 i 2013, tilføjer han.

Den nye rapport understreger ifølge Anders Vistisen behovet for grundlæggende EU-reformer. Han ser frem til, at Europaparlamentets budgetudvalg snarligt får mulighed for at grille EU"s ny budgetkommissær, Kristalina Georgieva, om tallene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.