Regn neutraliserer Tour-finale: Froome skal bare i mål
På grund af kraftig regn har Tour de France-arrangøren neutraliseret de 10 finale-omgange i Paris.
Chris Froome og de øvrige Tour-ryttere kører søndag i regnvejr.
Chris Froome og de øvrige Tour-ryttere kører søndag i regnvejr. Foto: Laurent Cipriani/AP


Uret bliver stoppet, når Tour de France-feltet krydser målstregen i Paris for første gang søndag aften.

Tour de France-arrangøren ASO har ifølge Tourens egen liveblog besluttet at neutralisere løbets 10 finaleomgange i Paris på grund af kraftig regn og frygt for styrt på de glatte brosten.

Det betyder, at tiderne bliver låst, når feltet krydser målstregen på Champs-Élysées første gang.

Og dermed vinder Chris Froome løbet samlet, hvis altså han formår at holde sig på cyklen de 10 gange rundt på den syv kilometer lange strækning. Uanset hvor lang tid efter etapevinderen, Froome kommer i mål.

Der skal dog stadig køres om etapesejren, og den plejer at gå til en af feltets sprintere, der de seneste dage i Alperne har kæmpet for at holde sig i løbet i håbet om triumf i Paris.

Etapesejren på Tourens afsluttende etape er en af de ypperste, en sprinter kan vinde.

Hvis alle de forreste i klassementet kommer i mål i Paris, vinder Skys Chris Froome løbet foran de to Movistar-ryttere Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.