Regionsrådsmedlem kritiserer lynbehandlet Bios-konkurs
Formandskab i region Syddanmark har begæret Bios konkurs. Regionspolitiker fra Liberal Alliance kritiserer.


På få dage er ambulanceselskabet Bios blevet kasseret af Regions Syddanmarks ledelse, der mandag har fået kammeradvokaten til begære selskabet konkurs.

En proces der vækker undren hos regionsrådspolitiker Marianne Mørk Mathiesen (LA), som har været fortaler for processen om at udbyde ambulancedriften i regionen.

Hun forstår ikke konkursbegæringen. Den er sat i værk blandt andet på grund af en fejlagtig udbetaling på 31,5 millioner kroner fra Region Syddanmark til ambulanceselskabet, som Bios ikke kan betale tilbage øjeblikkeligt.

- I hvert fald i over et halvt år har vi manglet de penge, og lige pludselig bliver det en paniksag, siger Marianne Mørk Mathiesen.

Ifølge hende har der i tre uger været berammet et møde om, hvordan penge skulle tilbagebetales. Dels i forretningsudvalget dels i regionsrådsudvalget i regionen.

- Men det er lige pludselig blevet til et hastemøde i morgen, og inden det bliver afviklet erklærer kommunen Bios konkurs, siger politikeren.

Ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er beslutningen om konkursbegæring blandt andet truffet, fordi kammeradvokaten har udtalt, at de 31,5 millioner kroner fra regionen til Bios kan dømmes til at være ulovlig statsstøtte i henhold til EU-lovgivningen.

Marianne Mørk Mathiesen forstår dog ikke, at man ikke kunne afvente konkursbegæringen i et par dage indtil regionsrådet var hørt.

Samtidig mener hun, at pengene har været et påskud for at slippe af med selskabet, der har været ramt af skandaler længe.

- Det kan ikke være de 31 millioner der får filmen til at knække. Man bruger det her som påskud. Hvis det er fordi, at Bios ikke evner opgaven, så er det os politikere, der ikke har set udbudsmaterialet igennem, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.