Regioner er glade for retningslinjer for patienters medicin
Nye prioriteringer ser på mere sundhed for pengene, åbenhed og hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin.


Selv om Danske Regioner får trukket nogle retningslinjer for prioritering af medicin ned over hovedet af politikerne på Christiansborg, er der lutter glæde at spore hos formand Bent Hansen (S).

Samtlige partier har indgået en aftale om syv overordnede principper, der blandt andet handler om, hvorvidt sundhedsvæsenet skal fravælge ny medicin, hvis den er for dyr, eller om patienter altid har krav på den bedste medicin.

- Det er en rigtig positiv aftale, og det er udtryk for flot politisk håndværk fra ministeren og ordførerne. Det er et rigtig godt grundlag for det arbejde, vi er i gang med i forhold til Medicinrådet, siger Bent Hansen.

Fremadrettet skal principperne nu indarbejdes i et medicinråd, der skal vurdere effekten af ny medicin og se på sammenhængen med prisen.

Dermed bliver det ifølge aftalen fagligheden på området, der skal se på, hvilken medicin der skal tilbydes patienterne.

- Det her er med til at batte noget. Sammen med den prisaftale, vi indgik for et par dage siden, har vi større mulighed for at være skarpe, når vi bruger vores medicinpenge, som skal bruges, så vi får mest for pengene. Det er trecifrede beløb, siger Bent Hansen.

På den ene side skal ny, dyr sygehusmedicin ikke tages i brug for enhver pris ifølge sundhedsministeren, men omvendt skal patienterne samtidig sikres hurtig adgang til ny og effektiv medicin.

Det er dog ikke nødvendigvis modsætninger, lyder det samstemmende fra Bent Hansen og sundhedsminister Sophie Løhde (V)

Samlet set vinder fagligheden over pengepungen, vurderes det.

- Punkterne svarer godt til vores udspil. Nu vil vi så se, om der skal rettes noget til. Der er meget god overensstemmelse mellem disse principper, og det vi arbejder med. De bliver indarbejdet nu, men ikke ord for ord, siger Bent Hansen.

Det fortsatte arbejde med Medicinrådet bliver præsenteret på Danske Regioners generalforsamling på torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.