Region vil spare: Ambulancefolk risikerer løndumping
Region Sjælland har sat deres ambulancekørsel i udbud, men går efter et billigt udbud i stedet for at sikre ambulanceførernes løn- og ansættelsesvilkår.
Ambulanceførere i Region Sjælland risikerer fyring og dårligere løn.
Ambulanceførere i Region Sjælland risikerer fyring og dårligere løn. Foto: Scanpix


Region Sjælland har netop sendt ambulancekørslen i udbud, men deres iver efter at finde det billigste tilbud, får dem til at overse ambulanceførernes arbejdsvilkår, mener fagforbundet 3F. Det skriver TV Øst.

Radio24syv oplyser, at regionen ser bort fra den såkaldte lov om virsomhedsoverdragelse, der ellers normalt sikrer medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår, når deres arbejdsplads overgår til ny ejer. Det betyder, at ambulanceførerne i regionen kan risikere at blive fyret og genansat til dårligere løn- og arbejdsvilkår.

"Jeg synes, konkurrence er sundt, men hvis man kun konkurrerer på at skaffe besparelser ved at hive penge op af lommen på de folk, der arbejder i det offentlige, ved at give dem lavere løn og ringere ansættelsesvilkår, så synes jeg, det er uansvarligt og uanstændigt," siger Thorkild Holmboe Hay, der er transportansvarlig i 3F i Guldborgsund Kommune til programmet 'Reporterne' på Radio24syv.

En af dem, der risikerer at bliver fyret og derefter genansat på ringere vilår, som man har set i andre bracher, hvor loven er droppet, er ambulancefører Jesper Korsgaard.

"Det er klart, at det påvirker os. Hvilken overenskomst har den nye leverandør? Hvilke forhold vil vi blive budt? Vores løn kan falde. Vores anciennitet kan blive nulstillet. Jeg kan risikere at blive fyret og genansat - og miste 16 års anciennitet," siger Jesper Korsgaard til Radio24syv.

Morten Andersen, der er fællestillidsrepræsentant for redderne i Region Sjælland, er især bekymret på sine ældre kollegers vegne:

"Nogle af mine ældre kolleger, der ikke har den højeste uddannelse, går og har ondt i maven. De er ikke sikre på at blive genansat af den nye leverandør. Men der er trods alt mangel på redere, og det stiller os i en bedre situation end ellers", siger han til Radio24syv.

I regionsrådet i Region Sjælland anerkendes det, at udbudsrunder sætter medarbejderne i en utryg situation.

"Vi mener, at konkurrence er sundt, men vi er også kede af at skabe en utryghed. Derfor har vi øget kontrakten fra 5 år til 8 år i denne udbudsrunde - simpelthen for at vi ikke skal i udbud så tit," siger Jens Stenbæk (V), der er formand for Regionsrådet i Region Sjælland til Radio24syv.

Det er lovligt for Region Sjælland ikke at stille krav om, at den nye kontrakt skal være omfattet af virhsomhedsoverdragelsesloven, fordi det ikke handler om overdragelse af hele virksomheden, da det kun er opgaven med ambulancekørslen, der skal  overgå til en ny leverandør.

Kilde: TV Øst og Radio24syv.

 

 

Kilde: TV Øst og Radio24syv.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.