Region udspørges om saudisk middag
Region Hovedstaden skal forklare Ombudsmanden, hvorfor hospitalsdirektør spiste middag med saudisk ambassadør.
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, vil have en forklaring på hvorfor en vicedirektør fra Hvidovre Hospital spiste middag med den saudiarabiske ambassadør.
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, vil have en forklaring på hvorfor en vicedirektør fra Hvidovre Hospital spiste middag med den saudiarabiske ambassadør. Foto: Colourbox/free


Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har bedt Region Hovedstaden forklare, hvorfor en vicedirektør fra Hvidovre Hospital 9. januar i år spiste middag med den saudiarabiske ambassadør med sin ægtefælle og en anden læge fra hospitalet.

Middagen fandt ifølge Ekstra Bladet sted, da ambassadørens mor var indlagt på Hvidovre Hospital, hvor hun angiveligt fik særbehandling.

Ombudsmanden har ikke spurgt til morens behandling på hospitalet. Her måtte døende patienter ifølge avisen vige pladsen. Ekstra Bladet kan også berette, at personalet blev tilsvinet, og moren fik særbehandling.

10. december 2014 blev moren indlagt på hospitalets højt specialiserede afsnit for neurorehabilitering for alvorligt syge patienter med en hjerneskade.

Straks begyndte Saudi Arabiens ambassadør, Mohammed Ibrahim Al-Agail, at kræve særbehandling til sin mor. Det har Ekstra Bladet beskrevet med interne mails fra hospitalsledelsen og kilder tæt på episoden.

22. december skriver afdelingens oversygeplejerske om ambassadør-familien, at "det har været nødvendigt at indgå kompromis"er - langt flere end forventet" og at "det har været svært at forventningsafstemme med de pårørende bl.a. vedrørende behandling og pleje".

Interne mails afslører også, at man må lukke to senge på afsnittet, som er det eneste på Sjælland og livsvigtigt for hjerneskadepatienter.

Det er stærkt problematisk, siger overlæge Ole Davidsen, der behandler patienter med hjerneskade, til avisen.

- Alle patienter skal behandles optimalt og ensartet. Det er derfor ikke acceptabelt, at man tager særhensyn eller lukker senge for at en bestemt patient skal have det særligt godt, siger Ole Davidsen, der er medlem af regionsrådet for Venstre i Midtjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.