Region Syddanmark holder stadig øje med Bios-vagtplaner
Overdragelsen af ambulancetjenesten i Region Syddanmark er gået problemfrit. Men vagtplanerne halter fortsat.
Bios har overtaget ambulancekørslen i Region Syddanmark, og der ikke mange minutter, før den første udrykning fandt sted.
Bios har overtaget ambulancekørslen i Region Syddanmark, og der ikke mange minutter, før den første udrykning fandt sted. Foto: Scanpix


Borgerne i Region Syddanmark har formentlig ikke mærket noget til, at ambulancedriften i området siden midnat har været varetaget af det hollandske selskab Bios og ikke Falck.

I hvert fald siger sundhedsdirektør Jens Elkjær, at der ikke har været problemer i forbindelse med overdragelsen.

- Det har fungeret hele natten, også det tekniske. Bilerne har kørt, og der har ikke været problemer. Vagtskiftet klokken 8.00 er også forløbet, som det skal, så beredskabet er intakt, siger Jens Elkjær.

Han og de øvrige ansvarlige i Region Syddanmark vil dog fortsat følge driften nøje de kommende uger. Særligt vagtplanerne er et stort fokusområde.

- Vi skal være sikre på, at de bliver robuste, og at der kører ambulancer hver dag.

- Bios mangler mandskab, og derfor er de nødt til at spørge, om nogen kan tage ekstra vagter. Men vi følger systematisk op på, at hullerne også bliver udfyldt, siger Jens Elkjær.

Han forventer, at vagtplanerne med tiden bliver nemmere at få til at hænge sammen, når Bios får mere mandskab at gøre med.

- Der er mindst 40 mand mere på vej 1. oktober, så det skulle gerne blive bedre hen ad vejen, siger han.

Klokken var i øvrigt ikke ret mange minutter over midnat, før den første Bios-ambulance blev sendt af sted fra Billund natten til tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.