Region Syddanmark brugte 827.000 kroner på chefskænderi
Forholdet mellem to topdirektører var så dårligt, at regionen hyrede advokater til at løse striden.
Carl Holst (V) var med til at hyre advokater til at forhandle kontrakt i Region Syddanmark. Arkivfoto
Carl Holst (V) var med til at hyre advokater til at forhandle kontrakt i Region Syddanmark. Arkivfoto Foto: JONAS OLUFSON/POLFOTO


Region Syddanmark har brugt flere hundrede tusinde skattekroner på at købe advokatbistand til at udrede store uenigheder mellem to topdirektører.

Det giftige samarbejde mellem topcheferne i Region Syddanmark endte med at koste 827.000 kroner i advokatregninger, skriver Fyens Stiftstidende på baggrund af en fortrolig orientering fra regionsdirektør Jane Kraglund til regionsrådet.

Af orienteringen fremgår det, at forholdet mellem sundhedsdirektør Jens Elkjær og daværende regionsdirektør Mikkel Hemmingsen var så betændt, at den politiske ledelse med daværende regionsrådsformand Carl Holst (V) i spidsen i februar 2013 - uden at orientere regionens forretningsudvalg - besluttede at få advokat Jørgen Vinding til at udrede forholdet mellem de to topdirektører.

Af de 827.000 kroner er 340.000 blevet brugt på at forhandle en ny kontrakt med Jens Elkjær.

- På grund af store uenigheder om grundlaget for forhandlingerne og samarbejdsproblemer i øvrigt, vurderer Carl Holst, at det var nødvendigt at anvende ekstern bistand, skriver Jane Kraglund blandt andet i orienteringen til regionsrådet.

Den resterende del - 487.000 kroner - af det samlede beløb er gået til "særskilt bistand til at håndtere uenighederne" ifølge Fyens Stiftstidende.

Carl Holst, der i dag er folketingsmedlem for Venstre, har været i søgelyset for på Region Syddanmarks regning blandt andet at hyre en personlig assistent, der har været aktiv i Holsts valgkampagne op til folketingsvalget.

Han kan ikke genkende det samlede beløb og vil ikke stå på mål for forhandlinger, der foregik i 2013.

- Jeg har ikke kendskab til, at advokaten også skulle have været involveret i kontraktforhandlinger i 2013, siger han til Fyens Stiftstidende.

Over for Jyllands-Posten forklarer Holst, at advokatfirmaet blev involveret for at "have armslængde".

- Jeg mente, at det var upassende, at Jens (Elkjær, red.) og jeg skulle sidde over for hinanden. Det var for at hindre, at det på nogen som helst måde kunne blive kritiseret, siger Carl Holst til Jyllands-Posten.

Advokatens indsats for at bedre forholdet mellem de to direktører havde angiveligt ikke den store effekt, skriver Fyens Stiftstidende.

I marts 2015 afleverede konsulentfirmaet Muusman en rapport, der på baggrund af omfattende interview med personale og politikere konkluderede, at Jens Elkjær fortsat havde store samarbejdsproblemer og derfor burde placeres i en retrætepost som kommitteret uden ansvar for sygehusene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.