Regin klar tik NHL-comeback
Ishockeyspilleren Peter Regin har genfundet sit spil og fået ny selvtillid, når han nu igen får chancen i NHL.
Ishockeyspilleren Peter Regin får comeback i den bedste ishockeyliga.
Ishockeyspilleren Peter Regin får comeback i den bedste ishockeyliga. Foto: Andy King/AP


Den danske ishockeyspiller Peter Regin måtte igennem lidt af en nedtur, da han i september fik besked om, at hans NHL-klub Chicago Blackhawks havde fundet ham for let, og sorterede ham fra truppen før sæsonstart.

Onsdag fik han besked om, at en langvarig skade til forwarden Patrick Sharp og en skade mere til en anden spiller, gør at han allerede fra fredag igen skal trække i Chicagos dragt.

Regin blev sendt til klubbens udviklingshold i den næstbedste ishockeyrække i Nordamerika. Og når man har 250 NHL-kampe på sit cv, er det ingen rar tanke at skulle spille på et lavere niveau.

- Jeg havde nogle hårde dage. Men efter et par dage kom jeg over skuffelsen og begyndte at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at komme tilbage. Jeg trådte ligesom et par skridt tilbage og genovervejede mit spil, siger han i et interview på Chicagos hjemmeside.

Den 28-årige dansker har i den næstbedste række lavet scoret fire mål og i alt lavet 10 point i 11 kampe. Han har ofte haft en afgørende rolle i Rockford Ice Hogs, som klubben i AHL, hedder.

- Jeg fokuserede på processen. Besluttede mig for at nyde at spille igen, og så tage det dag for dag og arbejde så hårdt, jeg kunne, og forhåbentlig få en chance mere, siger Peter Regin, som nu har fået en chance på ubestemt tid.

Når en af Chicagos skadede spillere er klar om måske en uges tid, risikerer danskeren igen at komme i overskud, men det tænker han næppe så meget over endnu. Først handler det om at gøre sig fortjent til spilletid.

- Forhåbentlig kan jeg bygge videre på den selvtillid, jeg har opbygget de seneste uger. NHL er et andet niveau, så jeg kan ikke gøre det samme her, og jeg får heller ikke lige så meget istid. I Rockford har jeg spillet tæt på 20 minutter i hver kamp.

- Men jeg tror på, at jeg kan hjælpe holdet, siger Peter Regin.

Danskeren kan få sin NHL-kamp nummer 251, når Chicago fredag aften møder Washington Capitals hjemme i United Center.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.