Regerings-monopol på vigtige taburetter bliver afskaffet
De vigtige formandsposter i Folketingets udvalg skal fremover besættes mere ligeligt mellem blokkene.
Folketingets partier kan fremover se frem til en mere ligelig fordeling af formandsposterne i Folketinget udvalg.
Folketingets partier kan fremover se frem til en mere ligelig fordeling af formandsposterne i Folketinget udvalg. Foto: Colourbox/free


Efter et årtis tilløb gør Folketinget nu op med regeringens monopol på de betydningsfulde formands- og næstformandsposter i tingets forskellige udvalg.

Alle Folketingets partier står bag et nyt beslutningsforslag om at ændre forretningsordenen, så disse poster fremover fordeles i forhold til de to valgforbunds - nemlig regeringens og oppositionens - forholdsmæssige størrelse. Det skriver Information.

- Forslaget er et godt resultat af det samarbejdende folkestyre og understreger dets værdi også i Folketingets fremtidige arbejde ved at forhindre, at et lille flertal som del i regeringskabalen sætter sig på en uforholdsmæssig stor del af formandsposterne i Folketingets stående udvalg, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til avisen.

Beslutningsforslaget kommer, efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) oven på folketingsvalget i 2005 netop blev kritiseret for at se stort på det såkaldte samarbejdende folkestyre, da posterne skulle fordeles.

I princippet har valgforbundet bag regeringen kunnet sætte sig på formandsposten i samtlige udvalg, da partierne i dette har flertal i dem alle.

I 2005 satte den daværende Fogh-regerings valgforbund rekord ved at tage 20 ud af de i alt 25 formandsposter.

Enhedslistens medlem af Folketingets præsidium, Per Clausen, mener, at den mere ligelige fordeling af posterne sikrer en bedre lovkvalitet.

- Som udvalgsformand har man mulighed for at tage nogle initiativer i forhold til, hvordan udvalget arbejder og tage initiativer i forhold til høringer og lovgivningen. Så selvfølgelig betyder det noget, hvem som er formand. Det er godt for oppositionen at få den mulighed i forhold til regeringen og dermed bedre kunne kontrollere den, siger Per Clausen.

Anders Fogh Rasmussens rekord fik dengang Folketingets daværende formand, Christian Mejdahl (V), til at bebude en ændring af reglerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.