CARSTEN KOCH
Regeringens eksperter: Sæt kontanthjælpen ned
Sæt kontanthjælpen ned og brug pengene til at belønne dem, der er i nyttejob eller virksomhedspraktik. Det foreslår gruppe af eksperter nedsat af regeringen. SF finder det hele urimeligt, og Venstre er også imod.
Lidt over 100 kroner om måneden må kontanthjælpsmodtagere vinke farvel til, hvis man gennemfører et nyt forslag fra en gruppe eksperter.
Lidt over 100 kroner om måneden må kontanthjælpsmodtagere vinke farvel til, hvis man gennemfører et nyt forslag fra en gruppe eksperter. Jens Nørgaard Larsen/Scanpix


110 kroner om måneden. Så meget står kontanthjælpsmodtagere over 30 år til at miste, hvis et nyt forslag bliver gennemført.

Forslaget er et ud af flere fortroligt stemplede forslag, som Avisen.dk har fået adgang til. Bag forslaget står en gruppe eksperter anført af økonom og tidligere minister Carsten Koch. Gruppen er nedsat af regeringen og fremlægger her tirsdag sine forslag til at få flere svage ledige i job.

LÆS OGSÅ: "Vi er ligeglade med de skide kontanthjælpsmodtagere"

Når eksperterne vil barbere 110 kroner af kontanthjælpen om måneden, er det for at skaffe penge til et andet tiltag. Eksperterne vil gerne belønne de kontanthjælpsmodtagere, som er i praktik i virksomheder eller udfører nyttejob. De skal have 250 kroner ekstra om ugen for deres arbejde.

Arbejde i praktik kan for eksempel være at sætte varer på hylderne i Føtex, og nyttejob kan være at hjælpe pensionister med havearbejde.

LÆS OGSÅ: Fik bolle-brev fra kommunen: Nu får Sigrid penge tilbage

Eksperterne forklarer i rapporten, at mange ledige i praktik eller nyttejob føler, at de er gratis arbejdskraft og mangler motivation. En bonus i form af 250 kroner ekstra om ugen "vil styrke motivationen". Et synspunkt som to ud af tre medarbejdere i jobcentrene ifølge rapporten bakker op om.

SF: Urimeligt

I SF ryster man på hovedet af eksperternes forslag.

- Det er urimeligt. Det kan ikke være meningen, at kontanthjælpsmodtagere, som i forvejen får et ret lavt beløb, skal gå ned i ydelse på grund af det her tiltag, siger Eigil Andersen, som er arbejdsmarkedsordfører for SF.

LÆS OGSÅ: "Mikkel tudede i borgerservice, og så røg kontanthjælpen"

Han nævner, at en enlig kontanthjælpsmodtager uden børn får 10.849 kroner før skat om måneden. Og siger, at når først husleje, mad, tøj, transport og så videre er betalt, er der ikke noget at give af.

Han mener, at forslaget om at tage penge fra en gruppe af kontanthjælpsmodtagere for at give til en anden svarer til at fodre hunden med dens egen hale.

LÆS OGSÅ: Kontanthjælp-familien: Det så du ikke på TV

- Hvis man ønsker sådan et system med incitamenter, må man kunne finde pengene et andet sted. Staten har jo et kæmpe budget med poster, man kan flytte rundt på, siger Eigil Andersen.

V: Forslag skyder forbi

I Venstre glæder arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen sig over, at eksperterne vil bruge økonomiske gulerødder og pisk for at få flere i gang.

- Det er godt, at Carsten Koch-udvalget med sit forslag anerkender, at man skal gøre brug af økonomiske incitamenter, når man ønsker at få flere mennesker i arbejde, siger Hans Andersen.

LÆS OGSÅ: Tak for leverpostej: Spydig hån af "Løkkes lommepenge"

Selve forslaget bryder han sig imidlertid ikke om.

- Forslaget gør det ikke mere attraktivt at komme i ordinært arbejde. Det må være målet og ikke kun, at flere kommer i virksomhedspraktik eller nyttejob, mener Hans Andersen.

Han hæfter sig også ved, at hvis man får en bonus på 250 kroner om måneden for at være i virksomhedspraktik eller nyttejob, bliver forskellen mellem det og lønnet arbejde mindre.

- Forslaget vil for en større gruppe gøre det mindre økonomisk attraktivt at komme i helt ordinært arbejde. Det dur ikke i en situation, hvor forskellen mellem lønarbejde og kontanthjælp i forvejen er for lille for en stor gruppe, siger Hans Andersen.

S vil se hele pakken

Hos Socialdemokraterne i regeringen mener man, at det giver god mening at se på, hvad der skal til for at få svage ledige i gang.

- Der er nogle arbejdsløse, som ikke kommer i job af sig selv, og da er det en god idé at se på, hvad de skal have af incitamenter, siger Lennart Damsbo-Andersen, som er Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører.

Samtidig siger han dog:

- Men det konkrete forslag vil jeg ikke forholde mig til, før jeg har set alle forslagene i sammenhæng.

Eksperterne anført af Carsten Koch præsenterer deres forslag klokken 10:30 tirsdag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.