Regeringen vil spare 650 millioner på elbiler
Det vil koste statskassen 650 millioner kroner at opretholde afgiftsfritagelse for elbiler, viser beregning.


Det vil koste statskassen i omegnen af 650 millioner kroner, hvis el-biler fortsat skal fritages for registrerings og ejerafgift i 2016 sådan, som den tidligere regering lagde op til.

Det viser en ny beregning fra Skatteministeriet.

Ministeriet har tidligere opgjort udgifterne til afgiftsfritagelsen til 450 millioner kroner, men fordi folk er begyndt at købe både flere og dyrere elbiler, er det tal nu opjusteret, skriver ministeriet.

Beregningen kommer samme dag, hvor Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen, siger til Berlingske, at ordningen om afgiftsfritagelse ryger en tur på skafottet som led i bestræbelserne på at holde en stram finanslov.

Den tidligere SR-regering baksede i hele dens næsten firårige levetid med at lave en omlægning af registreringsafgifterne. Men det blev aldrig til noget konkret.

Til gengæld lovede SR-regeringen i foråret at fortsætte friholdelsen af afgifter til elbilerne, men finansiering var der ikke noget af.

Og den nye skatteminister, Karsten Lauritzen (V), har da også fra begyndelsen understreget, at der ikke var penge til at fortsætte ordningen, hvilket har affødt kritik fra blandt andre De Konservative, der ønsker en fortsættelse af ordningen med henvisning til branchen og miljøet.

Skatteministeriet fastslår, at der er "betydelig usikkerhed" forbundet med beregningen, der i første omgang vil koste 800 millioner kroner - et tal, der dog efter såkaldt "tilbageløb og adfærd", ender med en samlet udgift på omkring 650 millioner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.