Regeringen vil spare 140 millioner på uddannelse
Produktionseleverne skal have mindre støtte, og der skal sættes en grænse for tilskuddet til efterskoleophold.
Der bliver skruet ned for statstilskud til efterskoleophold, og eleverne på produktionsskoler må klare sig med mindre støtte, hvis regeringens forslag til finanslov bliver vedtaget. Arkivfoto.
Der bliver skruet ned for statstilskud til efterskoleophold, og eleverne på produktionsskoler må klare sig med mindre støtte, hvis regeringens forslag til finanslov bliver vedtaget. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


Regeringen lægger op til at spare 140 millioner kroner på uddannelsesområdet næste år.

Fra 2018 og frem vil besparelsen være 250 millioner kroner, fremgår det af regeringens forslag til finanslov for 2017.

Besparelserne - eller budgetforbedringer, som de omtales i finanslovsforslaget - skal findes forskellige steder.

Blandt andet lægger regeringen op til, at eleverne på landets produktionsskoler skal have en ydelse, der svarer til SU. I dag får de en højere støtte.

Samtidig vil regeringen sætte en grænse for, hvor længe man kan få statstilskud til efterskoleophold. Der skal maksimalt gives tilskud til 41 ugers ophold.

- Efterskolerne har de senere år forlænget varigheden af et efterskoleophold. Det giver flere udgifter, uden at flere elever kommer til at gå på efterskole, står der i regeringens oplæg til finanslov.

En del af de penge skal bruges til at friholde undervisningen på såkaldte frie fagskoler fra takstnedsættelser.

Derudover reduceres diverse bevillinger til videregående uddannelser, som uddannelserne får ud over taxameterbevillingen. Og her tyder det på, at regeringen har haft den finanspolitiske støvekost ude i de fjerneste afkroge af velfærdssamfundet.

Regeringen vil blandt andet spare på sløjdlæreruddannelsen og på det udstyr, tandlægeskolerne kan indkøbe til deres klinikker.

Desuden vil regeringen skære det tilskud, de videregående uddannelser får til udvekslingsstuderende.

Og så skal elever i almen voksenuddannelse tælles på et senere tidspunkt end i dag. Det skulle gerne frigive nogle penge, da elevantallet i dag opgøres en femtedel inde i undervisningsforløbet.

Ved at rykke det til 40 procent inde i forløbet regner regeringen med at kunne spare nogle penge, da flere elever så formentlig vil være faldet fra.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.