Regeringen vil om kort tid ændre "ulogisk" planlov
Regering fremlægger om kort tid lempelser i planlov. Højbede og gyngestativer skal ikke blokeres, siger Løkke.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder åbningstalen, da Folketinget tirsdag åbnede for en ny politisk sæson.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder åbningstalen, da Folketinget tirsdag åbnede for en ny politisk sæson. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


- Dansk økonomi er stille og roligt på vej frem efter krisen. Men det går ikke lige godt alle steder i landet. Fremgangen har bedst fat i Hovedstaden og store dele af Østjylland.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i sin åbningstale lægger op til, at regeringen vil fortsætte bestræbelserne på at fordele job og vækst i områder uden for de store byer.

Regeringen har for nylig fremlagt en plan om at udflytte 3900 statslige arbejdspladser fra København. Næste skridt bliver om kort tid at lempe planloven. Ifølge Løkke er en ændring af planloven en vigtig del af regeringens strategi for vækst i hele Danmark.

- I dag er der mange eksempler på, at planloven står i vejen for udvikling. Flere byer kan ikke udvide, fordi de ligger, hvor de ligger. Ved kysten. Det gør rigtig mange danske byer.

- Forladte bygninger står tomme. De skal have nyt liv. Også når de er placeret i landzone. Og det er da ulogisk, at loven spænder ben for mennesker, der gerne vil bo i en landsby. Når nu affolkning af landsbyerne er et bredt anerkendt problem, siger Løkke.

Han omtaler i et eksempel fra Mariagerfjord Kommune, hvor nogle borgere ifølge statsministeren for to år siden ønskede at købe grunde og bygge nyt i udkanten af landsbyen Rold. Men de fik at at vide, at det ikke var muligt efter de gældende regler:

- For der er tale om "byudvikling i det åbne land." Og det betragtes som "i strid med statslige interesser." Som jeg ser det, er det loven, der er i strid med borgernes, landsbyens, kommunens og Danmarks interesser. Vi vil give kommunerne mere frihed, siger Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig skal det ifølge statsministeren "være slut med uforståelige regler".

- Haveejere langs kysten skal da ikke spørge om lov til at sætte et højbed eller et gyngestativ op. Og hvorfor er der nogen, der ikke må bygge et skur til en havkajak?

- Jeg har det princip at love skal være til at forstå. Alt andet er manglende respekt for borgerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.