Regeringen vil have mere østjysk motorvej
Transport- og miljøministrene hasteindkaldte til pressemøde på rasteplads for at lufte nye planer for E45.
Køer i myldretidstrafikken på motorvej E45 skal snart have en ende. Regeringen vil udvide motorvej med nyt spor.
Køer i myldretidstrafikken på motorvej E45 skal snart have en ende. Regeringen vil udvide motorvej med nyt spor. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Transportminister Magnus Heunicke (S) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S) lover nu, at penge til en jysk motorvejsudvidelse er ny socialdemokratisk topprioritet, skriver miljøministeren på Twitter.

De to ministre indkaldte fredag til improviseret pressemøde på en rasteplads i nærheden af Skanderborg.

Her lovede de, at de nu vil kæmpe for en udvidelse af motorvej E45 i transportforligskredsen, skriver Jyllands-Posten.

Regeringens nye plan handler i første omgang om en udvidelse af motorvejen mellem Skanderborg Syd og Aarhus, mens der skal udarbejdes en overordnet plan for udvidelse hele vejen fra Vejle til Randers, skriver Jyllands-Posten.

De to ministre har siden pressemødet været aktive på de sociale medier med budskabet om mere bilplads på den jyske jord.

På transportministerens Facebook-profil poserer de på et billede med motorvej E45 i baggrunden og følgende tekst:

- Læg mærke til den brede midterrabat. Den løber hele vejen fra Aarhus, og der er faktisk plads til at udvide motorvejen indad med et ekstra spor i hver retning. Så får vi bekæmpet trængslen effektivt - og endda billigere end de fleste andre vejudvidelser.

Ikke overraskende vækker den nye prioritering glæde i det jyske bagland, hvor det længe har været et ønske fra de østjyske borgmestre, at motorvejen skulle udvides.

Pressemødet havde da også deltagelse af blandt andre Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus Kommune, der ser frem mod den endelige bevilling af midler til projektet.

- Det er alt for dyrt for det danske samfund, at landets næststørste vækstmotor bliver hæmmet af trafikpropper, og derfor er det positivt, at man i regeringen deler vores syn på, at en udvidelse er nødvendig, skriver rådmanden i en pressemeddelelse.

Ifølge transportministeren koster udvidelserne staten en halv milliard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.