Regeringen vil flytte statsjob: DF bakker op
Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti støtter regeringens ønske om at flytte statslige job rundt i landet
DF bakker op om udflytning af statslige arbejdspladser.
DF bakker op om udflytning af statslige arbejdspladser. Foto: Colourbox/free


Dansk Folkeparti bakker fuldt og helt op bag regeringens ønske om bruge 400 millioner kroner på at flytte statslige arbejdsplader ud til provinsen.

Det fastslår partiets finansordfører, René Christensen

- Det er absolut noget, vi bakker op om. Men det skal selvfølgelig foregå på en ordentlig måde, for der er mange hensyn at tage, også til de ansatte, siger han.

De økonomiske vismænd har tidligere i år påpeget, at udflytnings-øvelsen vil medføre et produktionstab for samfundet som helhed, og det vedgår man også i Dansk Folkeparti:

- Det har de fuldstændig ret i. Men vi ønsker et Danmark, hvor der har lige muligheder for at udvikle sig, siger René Christensen.

Samme toner lyder fra Liberal Alliance:

- Man skal ikke kun se på det økonomiske aspekt. Man er også nødt til at se de bredere sociale og kulturelle aspekter af at flytte de her institutioner, og på den baggrund er vi tilhængere af det, siger partiets landdistrikt-ordfører, Henrik Dahl.

- Man får et bredere arbejdsmarked ud ad det, og der skal være en vis balance i tingene i forhold til Østjylland og Østsjælland på den ene side, og resten af Danmark på den anden, siger han.

Spørgsmål: Det klinger ikke særlig liberalt at flytte folk rundt i landet?

- Virksomheder flytter herhen, hvor de vil, men en stat er jo en stat. Det er jo heller ikke markedet, der har anbragt styrelserne i København. Det er sket, fordi nogen engang har placeret dem der.

Det er endnu uvist, hvor mange arbejdspladser - og ikke mindst hvilke - regeringen vil flytte fra de store byer og placere i yderområderne. Tempoet, det skal foregå i, er ligeledes ukendt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.