Når talen falder på de danske vikinger, er der ingen grund til at rette ryggen. I hvert fald ikke når det handler om vikingernes krigstogter - her er der nemlig, ifølge kulturminister Brian Mikkelsen (K), tale om et sort kapitel i danmarkshistorien.
Det danske skib Havhingsten, der er en kopi af et vikingeskib, ankom tirsdag til Dublin. Det er første gang i 900 år et dansk vikingeskib krydser Nordsøen, og i den forbindelse var Brian Mikkelsen på plads i det irske.
- I Danmark er vi meget stolte af dette skib, men vi er ikke stolte af de ødelæggelser, som fulgte i kølvandet på vikingerne. Men den varme, vi er blevet modtaget med i dag, viser os, at I heldigvis har tilgivet os, sagde Brian Mikkelsen til de flere end tusind mennesker, der ifølge The Evening Echo var mødt op for at se skibet.
I flere britiske medier udlægges kulturministerens ord som en officiel undskyldning fra den danske regering.