Regeringen slår fast: Hjemmeværnet bliver ikke bevæbnet
Frivillige i Hjemmeværnet vil udstyres med våben, når de sendes ud på farlige opgaver. Det afviser regeringen.


Regeringen vil ikke bevæbne Hjemmeværnet med tjenestevåben, selv om soldaterne skulle føle sig udsatte, når de deltager i opgaver, der kan betegnes som kritiske situationer.

Det slår retsordfører Preben Bang Henriksen (V) fast.

- Det er en politimæssig opgave at sørge for lov og orden her i landet. Det gælder i særdeleshed opgaver, der indebærer fare af enhver karakter.

- Hvis det er en farefuld opgave, er det ikke en opgave, Hjemmeværnet skal sættes ind på, så længe vi har politi til at klare opgaven, siger han.

Oberst Eigil Schønning, der er chef for Hjemmeværnet på Sjælland, har i Politiken udtrykt bekymring for, at hans folk bliver skydeskive for folk med onde hensigter.

Derfor vil han lade hjemmeværnsfolk bære tjenestevåben, hvilket bakkes op af Claus Lemming, der er formand for Hjemmeværnets Landsråd og selv frivillig.

Schønning påpeger, at hjemmeværnsfolk var ubevæbnede, da de hjalp bevæbnet politi med opgaver efter anslaget mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år.

Preben Bang Henriksen vil ikke udtale sig om konkrete situationer. Men han har meget svært ved at se, at der skulle opstå en situation, hvor det er nødvendigt at bevæbne Hjemmeværnet.

- Det har jeg meget svært ved at forestille mig, det må jeg sige rent ud. Heldigvis har de situationer, vi har set, været situationer, som politiet kan håndtere.

- Hvis de føler sig mere udsat, er det andre midler, vi skal ty til. Så skal vi se på, hvilken typer opgaver det er, som de føler sig udsatte ved. Vi skal ikke sende en ubevæbnet hjemmeværnsmand ud til en farlig opgave, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.