Regeringen og kommuner forhandler økonomi: Det skændes de om
I dag starter forhandlinger om kommunernes økonomi.
Foto: Asger Ladefoged/Scanpix/Arkiv
Foto: Asger Ladefoged/Scanpix/Arkiv Økonomiforhandlingerne handler blandt andet om, hvor mange penge, der må bruges på velfærd næste år.


I dag mødes regeringens finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), med Kommunernes Landsforening (KL) for at forhandle næste års økonomi i kommunerne.

Forhandlingerne er afgørende for, hvor mange penge kommunerne har til velfærd til borgerne.

Kort sagt, handler det om, hvor mange penge kommunerne må bruge på blandt andet ældrepleje, børnepasning og handicappede. 

Tovtrækkeri

Der er tradition for, at kommunerne og regeringen indgår en fælles budgetaftale i juni måned, der lægger rammerne for kommunernes udgifter næste år. Men i sidste ende er det op til Folketinget at bestemme, hvor mange penge kommunerne må spendere. 

Ofte er det et sejt tovtrækkeri mellem regering og kommuner at blive enige om økonomien. For mens kommunerne gerne vil have flere penge, de kan bruge på velfærd, så vil regeringen gerne spare på udgifterne. 

I år er den helt store knast i forhandlingerne regeringens ’omprioriteringsbidrag,’ der betyder, at kommunerne hvert år skal finde besparelser i kommunekasserne på én procent årligt – svarende til 2,5 milliarder kroner hvert år frem til 2019.  

En del af pengene vil dog blive tilbageført til kommunerne - men til områder som regeringen fastlægger.

Udgifter til flygtninge

Omprioriteringsbidraget blev indført under økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL i 2015, men efter massive protester fra landets kommuner, kræver KL nu, at omprioriteringsbidraget helt sløjfes.

Kommunerne mener nemlig, at det krænker det kommunale selvstyre og presser kommunekasserne helt i bund i en tid, hvor der er stigende udgifter til de mange flygtninge, der kommer til landet.

Det er KL’s formand Martin Damm og næstformand Jacob Bundsgaard, der forhandler på vegne af kommunerne. Men det ser allerede nu ud til, at de får særdeles svært ved at overbevise Claus Hjort Frederiksen om at droppe omprioriteringsbidraget. 

Finansministeren har nemlig meldt ud, at han forbereder sig på, at forhandlingerne vil kollapse, og det derfor må være op til Folketinget alene at fordele pengene til kommunerne. 

KL og Regeringen mødes til første del af forhandlingerne i dag kl 15. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.