Regeringen og blå blok er enige om kontanthjælpsloft
Regeringen og partierne i blå blok er enige om et kontanthjælpsloft, der skal skaffe penge til skattelettelser
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ventes onsdag at præsentere en aftale om at indføre et såkaldt moderne loft over kontanthjælpen.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ventes onsdag at præsentere en aftale om at indføre et såkaldt moderne loft over kontanthjælpen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Regeringen og de borgerlige partier er klar med endnu et politisk forlig - en aftale om det såkaldte moderne kontanthjælpsloft, oplyser DR Nyheder.

Aftalen ventes at blive præsenteret omkring 11.30 i Beskæftigelsesministeriet.

Forhandlingerne har stået på siden begyndelsen af oktober, og det har længe kun været de borgerlige partier, der har siddet med ved bordet.

Aftalen ventes at skaffe et provenu til finansministeren, som skal gemmes til foråret og indgå i forhandlingerne om en skattereform.

Kontanthjælpsloftet spiller en central rolle i regeringens ønske om, at det skal kunne betale sig af arbejde. Loftet indebærer, at der samlet sættes en grænse for, hvor meget man kan modtage i offentlige ydelser - dog fraregnet børnepenge.

Indtil 2011 eksisterede et lignende kontanthjælpsloft, men det blev afskaffet af SR-regeringen. Derfor foreslog beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i oktober en moderne udgave af loftet.

Han vil blandt andet genindføre den såkaldte 225 timers regel - den siger, at et ægtepar på kontanthjælp begge skal have 225 timers arbejde inden for et år, ellers forsvinder den enes kontanthjælp.

Derudover vil regeringen udvide ordningen til også at gælde enlige, og det er regeringen ifølge DR Nyheders oplysninger kommet igennem med.

Regeringen ønskede også at fratage folk på kontanthjælp muligheden for at holde ferie - for at sikre, at de var til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det ønske har regeringen dog måttet opgive undervejs i forhandlingerne, ifølge DR Nyheders oplysninger. Kontanthjælpsmodtagerne får mindre mulighed for at holde ferie - men de afskæres ikke helt fra det. Dog kan de højst holde to ugers sammenhængende ferie.

Endelig havde regeringen ønsket at ligestille unge på kontanthjælp - uanset om de har uddannelse eller ej. Sådan bliver det dog ikke. Unge med uddannelse vil fremover modtage 1.000 kroner mere om måneden, oplyses det til DR.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.