Det er ikke ambitiøst nok, når EU-Kommissionen spiller ud med, at forbrugerne kan slippe for ekstra afgifter tre måneder årligt, når mobiltelefonen bruges i et andet EU-land.
Det siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til forslaget om, at teleselskaberne kan nøjes med at tilbyde mindst 90 dages såkaldt fri roaming om året.
- Jeg synes ikke, det er ambitiøst nok. Regeringen har en ambition om, at der skal være fri roaming i Europa mellem de europæiske lande året rundt, uanset om man tager på ferie eller er ude som handelsrejsende eller andet, siger han.
Ekstra afgifter på at tale i mobil, sms'e og databrug i hele EU skal efter planen bortfalde fra sommeren 2017. Men i et udspil til de endelige regler foreslår EU-Kommissionen kun 90 dage.
Det skal forhindre, at en telekunde køber et sim-kort i et andet EU-land, hvor prisen er lavere, og bruger mobilen derhjemme i hverdagen. EU-Kommissionen vil også forhindre, at en telekunde tager sin mobil med til udlandet og roamer permanent.
Udspillet skal dog forhandles endeligt på plads med EU's medlemslande og EU-Parlamentet. Og her får ministeren altså mulighed for at stritte imod.
- Der lyttes også til Danmark i denne sammenhæng, det er min klare fornemmelse. Vi er langt fremme med hensyn til mobildækning af telekommunikation. Jeg synes, det er vigtigt, at vi sætter barren højt.
- Vi kan rejse en diskussion, og teleselskaberne har en interesse i, at man kan bruge sin mobiltelefon, uanset hvor man er. Det hører med til at leve i et moderne samfund, hvor telekommunikation er en væsentlig del af vores hverdag, siger Lars Christian Lilleholt.
Området vedrører det, som står helt centralt i EU's ånd, nemlig det fri marked, lyder det fra ministeren.
Ifølge ministeren skyldes det lave udspil, at EU-Kommissionen frygter, at teleselskaberne vil pålægge forbrugerne yderligere omkostninger.
- Det er et forsøg fra EU-Kommissionen på i første omgang at sikre, at det ikke bliver dyrere at være kunde i de enkelte lande. Men jeg synes ikke på den lange bane, at dette er tilstrækkeligt, siger Lars Christian Lilleholt.
/ritzau/