Regeringen går efter mindre særaftale om Europol
Danmark kan ikke få en parallelaftale om fuld deltagelse i Europol, konkluderer regeringen.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) går nu efter en mindre særaftale om dansk deltagelse i Europol efter en erkendelse af, at Danmark ikke kan få en parallelaftale om fuldt medlemskab.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) går nu efter en mindre særaftale om dansk deltagelse i Europol efter en erkendelse af, at Danmark ikke kan få en parallelaftale om fuldt medlemskab. Foto: Bo Amstrup/Scanpix


Det bliver ikke muligt for Danmark at få en parallelaftale med EU om fuld dansk deltagelse i det europæiske politisamarbejde. Derfor sigter regeringen i stedet mod en mindre særaftale, skriver Politiken.

- Det er simpelthen ikke juridisk muligt at finde grundlaget for at være helt og fuldt med, siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) til Politiken.

- Så må vi jo finde det juridiske grundlag, der gør, at vi kan være så meget med i den operative del som muligt. Det arbejder vi med. Det er der dialog omkring. Det er den vej, vi vil forsøge at gå.

Uden en parallelaftale vil Danmark ryge ud af Europols styrende organer. Og det ærgrer selvsagt udenrigsministeren:

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal have fuld indflydelse og fuld mulighed for at sikre danskerne bedst, så skulle vi være med også i de besluttende organer, så skulle vi være med helt inde i kommandocenteret, siger han til Politiken.

Med særaftalen håber regeringen at beholde søgeadgangen til Europols register, European Information System, som dansk politi søger i omkring 70.000 gange om rådet.

Med den mindre særaftale skal dansk politi gerne fortsat have fuld operationel adgang til Europol.

Danmark ryger ud af politisamarbejdet, når det overgår til at blive overstatsligt samarbejde 1. maj næste år. Det er Danmarks retsforbehold, der spærrer for deltagelse i overstatsligt samarbejde.

Da danskerne 3. december sidste år blev spurgt, om de ville erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der skulle bane vej for fortsat dansk deltagelse i Europol, stemte vælgerne som bekendt nej.

Dansk Folkeparti, der anbefalede vælgerne at stemme nej, tror umiddelbart, at en særaftale vil opfylde Danmarks behov, skriver Politiken.

Meddelelsen om at gå efter et Europol-light kommer dagen efter, at justitsminister Søren Pind (V) bad rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg om at forberede dansk politi på en mulig dansk udtræden af Europol.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.