Regeringen fejrer første 100 dage: Det vidste du ikke om ministrene
I dag kan Lars Løkke fejre 100 dages jubilæum for sin smalle Venstre-regering. Og i den anledning får du her både seriøse og mindre seriøse fakta om regeringen og dens ministre.
For 100 dage siden løftede statsministeren Lars Løkke sløret for, hvilket ministerhold han havde sat.   
For 100 dage siden løftede statsministeren Lars Løkke sløret for, hvilket ministerhold han havde sat.    Foto: Keld Navntoft/Scanpix/Arkiv


100 dage er der gået, siden regeringen blev dannet.

I den anledning har Berlingske samlet udvalgte tal, der giver et alternativt billede af, hvordan regeringen og ministrenes har klaret den første tid på posten.

1,8 er det gennemsnitlige antal børn, som regeringens ministre har. Dermed ligger de tæt på resten af befolkningen. I gennemsnit får danske kvinder 1,7 børn, oplyser Danmarks Statistik. Bertel Haarder trækker ministrenes gennemsnit op, da han har fire børn, mens fem ministre trækker tallet ned ved ikke at have børn.

4 af Lars Løkkes ministre har en kandidatuddannelse i jura. Det er blandt andet statsministeren og finansministeren Claus Hjort Frederiksen.

5 er antallet af møgsager, som Lars Løkke har skulle forholde sig til i løbet af sine første 100 dage som statsminister. Fem af sagerne stod den tidligere forsvarsminister Carl Holst for. Han var skyld i F16-kritik, sagen om eftervederlag, baggrunden for Irakkrigen, Ingemann-sagen og en faktura, der blev ændret.

7 er antallet af ministre, der i løbet af sommeren har poseret i stramt og svedigt løbetøj på de sociale medier. De løbeglade er sundheds- og ældreminister Sophie Løhde, udenrigsminister Kristian Jensen, statsminister Lars Løkke Rasmussen, skatteminister Karsten Lauritzen og den nu tidligere forsvarsminister Carl Holst.

7 er også det antal brede politiske aftaler, som regeringen har fået i hus i løbet af sin første tid. Aftalerne er BoligJobordningen, Refusionsreformen, økonomiaftaler med kommunerne og regionerne, børsnotering af Dong, en aftale om at ændre forældreansvarslovens §15 og mandagens aftale om en stramning af kravene til statsborgerskab. Og så har Lars Løkke fået sat dato på folkeafstemningen om det danske retsforbehold.

16 ud af regeringens 17 ministre har ansat en eller flere særlige rådgivere. Den eneste, der ikke føler trang til en særlig rådgiver er kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.

17 ministre er der i alt i den nuværende regering. Under den tidligere regering var der 20 ministre. 10 af ministrene har erfaring med opgaven som minister, mens det for 7 ministres vedkommende er første gang, de får tildelt en ministerpost.

29 procent af  ministrene er kvinder. Det er blandt andre Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, Social- og og Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde Jacobsen.

47 år er gennemsnitsalderen for de 17 ministre. Regeringens yngste minister er Karsten Lauritzen, der er 31 år, mens alderspræsidenten blandt ministrene er Bertel Haarder på 71 år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.