Regeringen får næse for landbrugspakke
Folketinget giver regeringen en næse i sagen om landbrugspakken, der kostede Eva Kjer ministerpost.
Sagen om oplysninger om kvælstofudledning kostede Eva Kjer ministerposten.
Sagen om oplysninger om kvælstofudledning kostede Eva Kjer ministerposten. Foto: Scanpix arkiv


Folketingets miljø- og fødevareudvalg giver regeringen en næse i sagen om oplysninger om kvælstofudledning, der tidligere har kostet Eva Kjer ministerpost.

Ifølge miljøordførerne for Socialdemokratiet og De Radikale er der tale om en stor næse.

Pia Adelsteen (DF), der er formand for Miljø- og Fødevareudvalget, betegner det som "en løftet pegefinger".

- Det er vigtigt, om noget er alvorligt eller meget alvorligt, siger Pia Adelsteen (DF).

- Det har ikke noget med regeringen som sådan at gøre. Det er nogle principper, man skal overholde.

Miljøordfører Ida Auken (R) mener, at regeringen har ført Folketinget bag lyset.

- Regeringen har ændret juristernes vurdering, så det ikke fremgik klart, at man så en "betydelig risiko", for at pakken var i strid med internationale love, skriver hun på sin facebookprofil.

- Når man har en faglig og juridisk vurdering af risikoen ved en beslutning, må det frem i lyset. Det må der ikke dækkes over, mener hun.

Miljø- og Fødevareudvalget har kaldt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i samråd om sagen. Men det afviser statsministeren at møde op til.

Det har ifølge miljøordfører Simon Kollerup (S) ført til, at udvalget har klaget til Folketingets Præsidium.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.