Regeringen beder topchefer om hjælp: Red danske job
Et produktionspanel bestående af landets erhvervsbosser, skal gennemskue, hvordan man fastholder og skaber arbejdspladser i industrien.
En nyt panel af danske erhvervsledere skal diskutere, hvordan man skaber flere arbejdspladser i den danske industribranche.
En nyt panel af danske erhvervsledere skal diskutere, hvordan man skaber flere arbejdspladser i den danske industribranche. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Der er blevet mere stille på de danske fabrikker de sidste ti år. I den periode er der nemlig forsvundet 120.000 danske arbejdspladser i industrien. Og der er stor fare for, at den udvikling fortsætter, hvis man ikke griber aktivt ind, vurderer flere eksperter. Det skriver Berlingske torsdag.

Derfor samler regeringen nu et panel af erhvervslivets spidser samt fagbevægelsen for at diskutere, hvordan man kan fastholde og udbygge antallet af danske industriarbejdspladser.

- Vi tror ikke, at det er givet og naturligt, at produktionsarbejdspladserne bliver ved med at flytte ud af landet. Det er ekstremt vigtigt for Danmarks velstand, at vi bliver ved med at have mange industriarbejdspladser, siger Niels B. Christiansen fra Danfoss, som skal lede panelet, til avisen.

Han understreger, at det ikke kun er industrien som lider, når arbejdspladserne forsvinder, også innovationen får et hak i tuden.

Også erhvervs- og vækstministeren fremhæver behovet for at få skabt flere industriarbejdspladser.

- Jeg kan som politiker se, at der inden for de seneste 30 år blot er kommet én ny virksomhed, der er gået fra nul til lidt over 1.000 ansatte i Danmark. Der er simpelthen for lidt, og jeg tror, at panelet kan identificere barrierer for mindre industrivirksomheders vækst, siger Henrik Sass Larsen til Berlingske.

Panelets anbefalinger skal leveres til erhvervs- og vækstministeren i maj måned næste år, men umiddelbart kommer anbefalingerne ikke til at lyde på skattelettelser, da anbefalingerne skal kunne "gennemføres inden for eksisterende finansielle rammer".

- Vi skal komme med realistiske anbefalinger, og det skal ikke drukne i lange diskussioner om forskellige finansieringskilder. Men det kan godt være, at vi ender med at foreslå målrettede skatteomlægninger inden for bestemte områder eller en omfordeling af offentlige midler, siger Niels B. Christiansen til Berlingske.

Der er endnu ikke præsenteret en plan for, hvilke områder panelet skal undersøge, men Niels B. Christiansen fortæller til Berlingske, at det som en start er oplagt at se nærmere på mængden af kvalificeret og specialiseret arbejdskraft, mindre virksomheders finansiering, brugen af offentlige forskningsmidler og offentlig regulering.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.