Regering vil lade boligejere udskyde stigende boligskatter
Boligejere skal ifølge regeringen have mulighed for at vente med at betale skatter, til de sælger boligen.


Det nye ejendomsvurderingssystem har været ventet længe.

Regeringens forslag præsenteres først onsdag klokken 13, men på forhånd har flere medier beskrevet en del af udspillet.

Når skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterer udspillet, vil han udstyre de nuværende boligejere med en mulighed for at vente med at betale deres boligskatter.

Det erfarer TV2 fra centrale kilder.

I de kommende år frem mod 2020 har boligejerne udsigt til stigninger i både ejendomsværdiskatten og grundskylden.

Efter 2020 skal disse stigninger fremover indfryses, så de først skal betales, når boligen engang skal sælges.

Landets pensionister har i flere år haft muligheden for at indefryse deres grundskyld mod at betale en mindre rente til kommunen.

Det er en lignende ordning, regeringen vil tilbyde alle boligejere - dog sådan, at den også omfatter ejendomsværdiskatten, skriver TV2.

De danske boligejere betaler i dag omkring 42 milliarder kroner om året i boligskatter, heraf stammer de 28 milliarder kroner fra grundskyld.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde tirsdag fra talerstolen under åbningen af Folketinget, at der ville komme en god løsning onsdag.

Ifølge Politiken vil det nye system blandt andet indeholde et forsigtighedsprincip, som skærer 20 procent af boligejernes fremtidige ejendomsvurderinger.

Det skal forhindre, at tusindvis af boligejere bliver ramt af skæve vurderinger.

Det betyder konkret, at boliger vurderet til eksempelvis fem millioner kroner i fremtiden vil blive beskattet, som var de fire millioner kroner værd.

Ifølge Berlingske skal der gives en permanent skatterabat til 600.000 boligejere.

Rabatten fraregnes automatisk, så det samlede regnskab går i nul. Ordningen vil være permanent, indtil man køber en ny bolig.

Til gengæld bliver det markant dyrere at købe en bolig med stort prisskilt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.