Den 17. januar 1991 overtog kong Harald den norske trone, og 23. juni samme år blev den nyslåede konge, som traditionen foreskriver, velsignet af Nidaros Domkirken i Trondheim.
I år er det 25 år siden, velsignelsen fandt sted, og det fejrer det norske regentpar ved at rejse landet rundt i det norske kongeskib og deltage i flere festlige begivenheder.
Den kommende weekend lægger regentparret vejen forbi Bodø og Tromsø, som har sørget for en helt særlig gave til jubilarerne. Den 79-årige konge og den 78-årige dronning får nemlig en optræden med sangerinden Agy.
Den samiske elektropop-stjerne Agy kommer fra Nordreisa i Nordnorge og synger både på samisk og på norsk. Og gaven er nøje udvalgt, fortæller Tromsøs borgmester, Jarle Aarbakke.
- Agy er en fremragende kunstner fra det nordlige Norge. Kongen og dronningen får kun det bedste, siger borgmesteren til norske Se og Hør.
Sangerinden selv siger til ugebladet, at hun er meget beæret over at være regentparrets gave i anledning af jubilæet.
- Det er helt vildt. Jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg troede bare, at jeg var booket til at spille, men så er jeg selve gaven. Det bliver ufatteligt stort at optræde for kongen. Det er det højeste, man kan opnå i mine øjne, jubler hun og tilføjer:
- Jeg tror, de kongelige er store fans af elektropop og hører det hjemme på slottet og danser til det i stuen, når de er alene.
/ritzau/FOKUS