Reformister bliver kongemagere efter valggyser i Kroatien
Dødt løb mellem socialdemokrater og konservative efter parlamentsvalg i Kroatien, viser valgstedsmåling.
Kroatiens reformistparti står til at blive kongemager efter søndagens parlamentsvalg, hvor socialdemokrater og konservative står til at få henholdsvis 58 og 57 mandater.
Kroatiens reformistparti står til at blive kongemager efter søndagens parlamentsvalg, hvor socialdemokrater og konservative står til at få henholdsvis 58 og 57 mandater. Foto: Antonio Bronic/Reuters


Den politiske ustabilitet i Kroatien ser ud til at trække ud efter søndagens parlamentsvalg.

Der er dødt løb mellem socialdemokraterne (SDP) og de konservative, Kroatiens Demokratiske Union (HDZ), som ifølge den første valgstedsmåling står til henholdsvis 58 og 57 mandater.

Reformistpartiet (Most) står til at blive det tredjestørste med 11 mandater. Dermed får partiet rollen som kongemager. Det skete også for 10 måneder siden ved det seneste valg.

Der er 151 sæder i parlamentet i Kroatien.

Målingen er udsendt på nationalt tv i Kroatien klokken 19.

Valgstedsmålingen ligner i store træk resultatet ved valget i november 2015. Dengang vandt HDZ med 59 mandater, mens SDP fik 56. Most fik 17.

Dengang forhandlede reformisterne med begge de store partier, inden Most indgik aftale med HDZ i januar.

Mindre end et halvt år senere væltede partiet så regeringen, og et nyt valg var en realitet.

Analytikere havde forudset et tæt opgør mellem HDZ og SDP. Flere har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa sagt, at det kan føre til yderligere ustabilitet - og måske et nyt valg allerede i foråret 2017.

Valgdeltagelsen er tilsyneladende beskeden. Da to tredjedele af valgdagen var afviklet, havde kun 37,2 procent af vælgerne afgivet stemme.

Ved valget i november sidste år var valgdeltagelsen 60 procent.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.