Reform kan give stor lægemangel
Op mod 2.500 vikariater for læger, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale risikerer at forsvinde, i takt med at Fremdriftsreformen kræver en reducering af studietiden.
Fremdriftsreformen kan resultere i lægemangel.
Fremdriftsreformen kan resultere i lægemangel. Colourbox


Op mod 2.500 vikariater for læger, sygeplejersker og social- og sundhedspersonale risikerer at forsvinde, i takt med at Fremdriftsreformen kræver en reducering af studietiden, skriver Politiken torsdag. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Medicinstuderende vil efter reformen automatisk blive tilmeldt alle eksaminer uden mulighed for at framelde sig. Det gør det svært for dem at skabe et rum mellem to semestre til at tage et vikariat, vurderer Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL).

"Vi kræver orlov af mange årsager, men det er primært for at få mere erfaring og perspektiv. Det vil være ærgerligt at miste for den enkelte studerende", siger Kasper Kjær Gasbjerg, der er formand for FADL, til Politiken.

På Nykøbing Falster Sygehus er fem lægestuderende lige nu ansat i et lægevikariat. I sommermånederne er der tale om godt tyve vikarer. Fælles for alle vikarer er, at de deltager i det daglige arbejde på sygehuset på lige fod med de andre læger - og uden dem vil der være "en massiv lægemangel", forklarer sygehusdirektør Arne Cyron over for Politiken:

"Universiteterne er ikke forpligtede til at forsyne os med arbejdskraft, men vi er dybt afhængige af dem. Det vil blive et meget stort problem, og det vil ramme rigtig mange sygehuse, især i provinsen. Derudover vil det blive endnu sværere for os at rekruttere nye læger. Mange af dem, der har været i et vikariat hos os, kommer tilbage. De vender tilbage, fordi de har fået et godt kendskab til stedet", siger han til Politiken.

Også på Aabenraa Sygehus vil puslespillet om ledige læger blive sværere at lægge efter sommerferien. Selv om sygehuset ikke har brug for samme antal vikarer som tidligere, er de ifølge Søren Aggestrup, der er lægelig direktør på hospitalet, stadig afhængige af at kunne ansætte studerende i vikariater.

Regeringen åbnede i sidste uge for, at en treårig bacheloruddannelse på universitetet ikke med det samme behøver at blive fulgt af en 2-årig kandidatuddannelse. Studerende på landets universiteter skal have mulighed for at holde en pause i op til to år efter deres bachelorgrad

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) afviser kritikken.
"Det er en reform, der end ikke er begyndt at virke. Vi skal selvfølgelig drøfte effekten af fremdriftsreformen, men først når vi har nogle reelle erfaringer. Jeg er åben over for, at vi må drøfte erfaringer og finde løsninger. Hvis der er problemer i forhold til vikardækningen, er jeg selvfølgelig klar til at se på det", siger Sofie Carsten Nielsen til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.