Reform af førtidspension har ramt landets svageste hårdt
Samfundets svageste har fået sværere ved at få førtidspension efter reform fra 2012, skriver avis.
Hjemløse er en af de grupper udsatte, der har fået sværere ved at få førtidspension, skriver Information. Arkiv.
Hjemløse er en af de grupper udsatte, der har fået sværere ved at få førtidspension, skriver Information. Arkiv. Foto: Colourbox/Free


Siden reformen af førtidspension blev indført i januar 2013, er det blevet sværere for særligt samfundets allermest udsatte som hjemløse, sindslidende og misbrugere at få tildelt førtidspension.

Det skriver Information.

- Vi oplever en lovgivning, som ikke er til for de allermest udsatte. Og et system som alt for ofte fokuserer på kontrol, dokumentation og sanktioner frem for at hjælpe mennesker, der virkelig har brug for det, siger Nanna W. Gotfredsen til avisen.

Hun er leder af Gadejuristen, som yder retshjælp til socialt udsatte.

Joachim B. Olsen, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, mener, at de offentlige systemer er til for middelklassen frem for de svageste.

- Vi kan godt lide at tro, at vi har lavet et system for de svageste. Men det har vi ikke. Det er i langt højere grad et system for middelklassen, som tiltrækker folk, der godt kunne klare sig selv, siger han til Information.

For at få førtidspension skal man have en varigt nedsat arbejdsevne. Den nedsatte evne skal være beskrevet medicinsk, og det seneste ekstra krav er, at man også skal kunne dokumentere, at ens arbejdsevne ikke kan udvikles.

Siden reformen blev indført, er antallet af tildelte førtidspensioner faldet fra 14.450 i 2012 til blot 6912 i 2015.

Faldet var et af målene med lovgivningen.

Ifølge den daværende regering skulle reformen forhindre, at ikke mindst sårbare unge under 40 år kom på førtidspension.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.