Redningsaktion på sjællandsk sø: Flere kanoer kæntrede
Redningshelikopter blev sendt i luften for at bistå med redningen af nødstedte på stor sjællandsk sø.
Redningsaktion på Tystrup Sø på Sjælland fredag eftermiddag involverede også en af Flyvevåbnets redningshelikoptere. Flere personer på kanoer var kæntret. Alle kom dog velbeholdne i land. (arkivfoto)
Redningsaktion på Tystrup Sø på Sjælland fredag eftermiddag involverede også en af Flyvevåbnets redningshelikoptere. Flere personer på kanoer var kæntret. Alle kom dog velbeholdne i land. (arkivfoto) Foto: Flyvevåbnets pressetjeneste/free


På grund af hård vind kæntrede flere kanoer fredag eftermiddag på Tystrup Sø på Sjælland, oplyser politiet.

I en større redningsaktion er en helikopter og en redningsbåd sat ind, skriver politiet på Twitter.

Kæntringerne skyldes det hårde vejr.

Også politifolk rykkede ud for at redde de involverede på søen, som ligger syd for Sorø.

I Forsvarets søredningstjeneste bekræfter man, at en af flyvevåbnets redningshelikoptere har været i aktion.

- Vi har hjulpet politiet med at lokalisere de nødstedte, siger vagtholdslederen til Ritzau.

Samtlige er blevet reddet, lyder det ved 16-tiden.

Aktionen gjaldt et selskab på 18 personer fordelt i syv kanoer, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

- Vores fornemmelse er, at cirka halvdelen af personerne har været en tur i vandet, siger vagtchef Jens Frederiksen.

Det lykkedes for samtlige at komme i land selv, og her stod politiet klar til at bistå dem.

- Ingen er kommet noget til, siger vagtchefen.

- Vi fraråder, at man sejler ud på søen resten af dagen. Der er ikke tegn på, at vinden løjer af, siger vagtchef Jens Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.