Rederier kan spare millioner ved at forurene
Danske rederier er klar til at opfylde nye miljøregler, men de frygter at blive sat bagud i konkurrencen.
Danske Rederier vil opfylde de nye miljøregler, men de frygter at tabe på konkurrenceevnen.
Danske Rederier vil opfylde de nye miljøregler, men de frygter at tabe på konkurrenceevnen. Foto: K?RSTEIN BENJAMIN/BENJAMIN KYRSTEIN


Danske rederier er klar til at opfylde de nye miljøregler, der skal give renere luft fra årsskiftet. Men de frygter at blive slået i konkurrence med udenlandske rederier, der ikke gør det. Der er nemlig millioner at spare på at bryde reglerne, og kontrollen er ikke god nok.

Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jans Fritz Hansen.

- De skibe, hvor det kan betale sig, er blevet udstyret med røgrensere. De gamle skibe vil derimod sejle med renere brændstof, hvor der kun er et indhold af svovl på 0,1 procent, som de slår over på, når de sejler ind i nærfarvande ved kysterne, siger Jan Fritz Hansen.

Skibsfarten forurener luften lige så meget som alle forureningskilder på land tilsammen: Skorstene, biler, busser og lastbiler.

Men fra årsskiftet må skibe i nærfarvande som de snævre danske, hvor sejlruterne er tæt på land, kun udlede 0,1 procent svovl i forhold til den ene procent i dag.

Brændstof - i søfartssprog bunkers - med 0,1 procent svovlindhold koster 50 procent mere end almindeligt bunkers med en procent indhold af svovl.

- Det betyder rigtig meget økonomisk, fordi halvdelen af driftsudgifterne på et handelsskib er bunkers. Vi har regnet ud, at på et større skibs sejltur fra Danmark gennem den engelske kanal til Gdansk i Polen og retur kan der spares en til halvanden millioner kroner i brændstof, hvis reglerne brydes, siger Jan Fritz Hansen.

At ikke alle udenlandske rederier har intentioner om at overholde de nye regler for renere luft, har danske rederier set eksempler på.

- Problemet er, at vi på nogle langtidskontrakter med pristilbud til kunderne allerede nu ser, at ikke alle vil leve op til de nye regler. Prisforhøjelsen for den dyrere bunkers er ikke indregnet, og det betyder, at danske rederier kan tabe i konkurrencen til dem, der bryder reglerne, siger Jan Fritz Hansen.

Problemet er kontrollen. Den skal være effektiv med hårde sanktioner, mener han.

- Som det er nu, er der i gennemsnit kontrol for hvert 1000 anløb af havne. Det er som en fartkontrol på motorvejen. Myndighederne skal sørge for en effektiv kontrol med hårde sanktioner til dem, der ikke overholder reglerne, siger Jan Fritz Hansen.

Miljøreglerne, redskaber til kontrol og sanktioner skal drøftes på en stor konference i København på mandag med deltagelse af FN's søfartsorganisation, IMO.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.