leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 16:37
Manglende indtjening på en række lejekontrakter på skibe giver udsigt til kæmpe underskud for rederiet Norden, når året er omme.
Selskabet må nedjustere forventningerne til årets driftsresultat i 2014, så det nu ender med et tab på mellem cirka 1,4 og 1,7 milliarder kroner. Det oplyser Norden i en meddelelse til fondsbørsen.
Tidligere ventede Norden et driftsresultat i år på mellem nul og minus 360 millioner kroner.
Det markante underskud ventes, fordi Norden har måttet indse, at en række af rederiets chartrede skibe ikke bliver en god forretning alligevel, fordi fragtraterne sætter branchen under pres.
- Hensættelsen kommer som følge af de fortsat svage forwardrater i tørlast, der har været gældende på det seneste og som har foranlediget, at ledelsen har foretaget en revurdering af forventningerne til fragtraterne, skriver selskabet.
- På denne baggrund har ledelsen konkluderet, at markedet de næste par år ikke vil forbedre sig i samme grad som tidligere antaget, men på kort sigt ligge tættere på de nuværende forwardrater i markedet, skriver selskabet i meddelelsen.
Den erkendelse har fået Norden til at hensætte næsten 1,4 milliarder kroner, som man altså havde forventet at kunne lægge oven i årets resultat.
Hensættelsen vedrører tabsgivende lejekontrakter på skibe inden for tørlast, der primært blev indgået for tre-seks år siden, oplyser rederiet.
Størstedelen af hensættelsen på 1,4 milliarder kroner vil dog blive tilbageført over de næste tre til fire år og resultere i en positiv effekt på driftsresultatet på et tilsvarende beløb i perioden, lyder det.
Der er bedre nyheder, når det handler om de skibe, som Norden selv ejer.
- En lignende vurdering er foretaget af Nordens egne tørlastskibe og tanksegmentet. Konklusionen er, at der ikke er behov for hensættelser eller nedskrivninger her, oplyser selskabet.
Dampskibsselskabet Norden er et selvstændigt rederi, som blev stiftet i 1871. Rederiet har 880 ansatte på rederiets egne skibe, mens i alt 313 ansatte arbejder på kontorer verden over. Selskabets hovedkvarter ligger i Hellerup nord for København.
/ritzau/