Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende Elisabet Svane erfarer fra kilder tæt på Lars Løkke Rasmussen, at han vil trække sig enten på eller efter hovedbestyrelsesmødet i Odense i aften. Det skriver Fyens Stiftstidende.
"Det er beslutningen, som jeg hører det lige nu. Han vil dog først forklare sig over for hovedbestyrelsen, og andet ville også være mærkeligt," siger Elisabet Svane.
Også politisk redaktør på Politiken Mette Østergaard erfarer, at Løkke vil trække sig:
Det sker på baggrund af oplysninger "fra en kilde tæt på Lars Løkke Rasmussen," skriver Politiken.
Jyllands-Postens politiske redaktør, Christine Cordsen, vurderer, at opbakningen til Løkke fra baglandet og folketingsgruppen i de seneste dage er smuldret i en grad, så Løkke vil stå med udsigt til et egentligt formandsopgør, hvis han forsøger at kæmpe sig til at blive på posten.
Én taber, og det er Venstre
I dag trak flere ordførere fra Venstres folketingsgruppe deres støtte til formanden. Ifølge flere medier har retsordfører Karsten Lauritzen, kulturordfører Michael Aastrup Jensen, SU-ordfører Mads Rørvig og senest transportordfører Kristian Pihl Lorentzen trukket deres støtte.
Elisabet Svane siger, at flere af folketingsmedlemmerne har været presset af deres bagland. Og det er bemærkelsesværdigt, at nogle af Lars Løkkes mest markante støtter - Søren Pind og Peter Christensen - ikke har påtaget sig at bearbejde det kritiske bagland, mener Mette Østergaard:
“De har ikke været dem, der har siddet og ringet rundt og forsøgt at overbevise baglandet. Nogle af profilerne har altså ikke taget det hårde slid for Løkke i den her afgørende periode,” siger hun til TV2 News.
Elisabet Svane peger over for TV2 News på, at ligegyldigt, hvem der skal være formand for Venstre fremover, så har partiet tabt.
"Der er én taber i det her, og det er Venstre. Der kommer et splittet parti ud af det uanset hvad, der sker i aften."
Også Børsens politiske redaktør Mads Brandstrup vurderer, at Lars Løkke Rasmussen trækker sig i aften.