Redaktør: Kontanthjælpsloft er et mysterium
Lars Løkke har ikke skabt større klarhed med sin præcisering af Venstres kontanthjælpsloft, mener redaktør.
Lars Løkke Rasmussens "moderne kontanthjælpsloft" er et mysterium, mener Casper Dall fra Politiken.
Lars Løkke Rasmussens "moderne kontanthjælpsloft" er et mysterium, mener Casper Dall fra Politiken. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Dansk politiks største mysterium.

Sådan betegner Informations politiske redaktør, Casper Dall, Venstres "moderne kontanthjælpsloft", som partiformand Lars Løkke Rasmussen i weekenden var ude at præcisere i Jyllands-Posten.

Lars Løkke Rasmussen kaldte det et "skræmmebillede", at kontanthjælpsloftet var en jagt på ydelser som boligsikring og børnecheck.

Men da Lars Løkke Rasmussen tilbage i efteråret 2013 første gang præsenterede tankerne om det moderne kontanthjælpsloft, sagde han blandt andet:

"Et nyt, moderne kontanthjælpsloft skal fastsætte et loft over, hvor meget man kan modtage i offentlige ydelser. Ud over kontanthjælpen kan der eksempelvis være tale om boligsikring, børnecheck og en række enkeltydelser".

Ifølge Venstre er der dog fin overensstemmelse mellem de to citater. Det skyldes, at partiet ikke vil regulere selve satserne, men at kontanthjælpsloftet vil sætte en grænse for, hvor stort et beløb man kan modtage af ydelserne.

Men det fjerner ikke forvirringen om loftet, siger Casper Dall:

- Alle går jo rundt og undrer sig over det moderne kontanthjælpsloft, og hvori det moderne består. Det er dansk politiks største mysterium på nuværende tidspunkt.

- Med Løkkes melding i søndags er det kommet lidt nærmere, men det afmystificerer ikke loftet. Tidligere har der næsten været alle tænkelige offentlige ydelser inde under loftet, og nu virker det så til, at der er nogen, man freder, siger Casper Dall.

- For Venstre er der en knivskarp balance mellem, hvornår det moderne kontanthjælpsloft er en vindersag, og hvornår det begynder at blive et problem, fordi det skaber usikkerhed, lyder det fra Informations politiske redaktør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.