Redaktør: Ingen har interesse i et integrationsforlig
Det vil ikke gøre regeringen noget, hvis der ikke er et flertal bag integrationsudspillet, vurderer redaktør.


Normalt kæmper regeringen for at finde et flertal i Folketinget bag sin politik. Men forhandlingerne - eller mangel på samme - om regeringens integrationsudspil, får politisk redaktør Elisabet Svane til at tvivle på, hvorvidt regeringen ønsker et forlig.

- Det her udspil er ikke nødvendigvis et udspil, der skal vedtages. Det ligger godt som et valgoplæg, siger hun.

Da de første partier mandag mødtes med beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), var lovforslaget til udspillet allerede skrevet. Det er ikke normal praksis, vurderer Elisabet Svane.

- Ikke hvis man vil have et forlig. Man plejer at høre, hvad partierne har at sige først, siger hun.

- Det er ikke sådan, man skaber forlig. Forlig skabes ved, at nogle sammen vil nå et resultat og er enige om, at begge parter skal give noget.

Ifølge redaktøren er det vigtigere for regeringen at markere forskellene mellem regeringspartierne og de andre partier forud for et valg, end det er at få en aftale på plads.

- Vi skal jo have et valg. Socialdemokraterne lukker nogle flanker såsom EU-aftalen. Men de åbner også nogle flanker, hvor de viser, at her står vi, og det er det her, vi gerne vil, siger Elisabet Svane.

Mandag var både Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten til møde med beskæftigelsesministeren for at aflevere deres holdning til udspillet.

Hos de tre partier har interessen for et forlig også været begrænset, vurderer Svane.

- Det er nok ikke super sandsynligt, at integrationsudspillet var vendt imod Enhedslisten. Skal der laves noget der, skal det laves med de borgerlige. Og deres interesse i at lave noget lige nu, er ikke overvældende stor, siger hun.

Tirsdag mødes beskæftigelsesministeren med SF og De Konservative for at høre deres holdning til udspillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.