Redaktør: God kommunikation gør det ikke alene for Pape
Det er vigtigt med nye politiske budskaber, hvis Pape skal skabe konservativ fremgang, siger politisk redaktør


Søren Pape Poulsen er nødt til at komme med noget nyt og lægge en skarpere politisk linje, hvis Det Konservative Folkepartis nye politiske leder skal gøre sig forhåbninger om at skabe fremgang for partiet.

Det vurderer Informations politiske redaktør, Casper Dall, forud for det konservative landsråd i weekenden.

Det nylige skifte i toppen af Konservative har således ikke betydet nævneværdig fremgang i diverse meningsmålinger, ligesom en Voxmetermåling for Ritzau viser, at færre vælgere tror på en positiv effekt af lederskiftet, end tilfældet var umiddelbart efter, at Pape havde taget over efter Lars Barfoed.

- Papes store udfordring er jo, at der ikke har været en umiddelbar effekt af formandsskiftet. Han har måske ikke ligefrem skullet genopfinde partiet, men han har sagt det samme som Barfoed gjorde, og som Bendt Bendtsen sagde i valgkampen til EU-Parlamentet.

- Han skulle så servere det i en mere tillokkende form. Men det har vist sig ikke at være nok. Pape er nødt til at komme med noget mere, siger Casper Dall.

På landsrådet vil han præsentere "den platform, som partiet går til valg på", der som overordnet budskab rummer et løfte om "at sætte danskerne mere fri". I et interview med Ritzau fredag har han lagt op til at begrænse myndighedernes adgang til folks private grund og bolig.

Derudover har han slået på en hård linje overfor kriminelle, en fjernelse af topskatten samt ud med skolernes lektiecaféer.

Casper Dall ser frem til weekendens landsråd, hvor Pape skal indfange det konservative bagland.

- På den politiske bane er Konservative udfordret af Liberal Alliance, der har taget mange af partiets mærkesager og skattepolitik, og af Dansk Folkeparti, som står for Gud, konge og fædreland, siger Casper Dall.

Konservative er med 4,9 procent af stemmerne og otte mandater Folketingets mindste parti. Der skal senest være valg til september næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.