Red Bull dropper Kvyat: Verstappen bliver forfremmet
Max Verstappen kører resten af Formel 1-sæson for Red Bull, mens Daniil Kvyat er degraderet til Toro Rosso.
Max Verstappen forlader sin Toro Rosso-bil for at tage plads i Red Bull-teamet.
Max Verstappen forlader sin Toro Rosso-bil for at tage plads i Red Bull-teamet. Foto: Andy Wong/AP


Formel 1-teamet Red Bull har foretaget en opsigtsvækkende kørerrokade kort inde i sæsonen.

Den unge hollænder Max Verstappen har imponeret så meget for Toro Rosso, der også er ejet af læskedrikgiganten Red Bull, at man i resten af sæsonen har valgt at give ham den Red Bull-racer, som Daniil Kvyat hidtil har kørt i.

Kvyat bliver derimod degraderet til at køre for Toro Rosso året ud.

- Max har vist sig at være et enestående talent. Hans indsats for Toro Rosso har været enestående, og vi er glade for at give ham muligheden for at køre for Red Bull Racing, siger teamchef Christian Horner til teamets hjemmeside.

Verstappen debuterer i Red Bull-raceren ved det spanske grandprix midt i maj, hvor Kvyat er sendt tilbage i den Toro Rosso-racer, han forlod for godt et år siden, da han afløste Sebastian Vettel hos Red Bull.

Max Verstappen blev i sidste sæson den yngste Formel 1-kører nogensinde, da han debuterede i en alder af blot 17 år.

Russeren Kvyat har været impliceret i flere uheld i denne sæson og har generelt skuffet i de første fire løb i sæsonen.

- Dany (Daniil Kvyat red.) kan fortsætte med at udvikle sig hos Toro Rosso på et hold, som han kender godt. Der kan han genfinde sin form og vise sit potentiale, lyder det fra Horner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.