Rebelske Rihanna kommer til København
Sangsilden fra Barbados har annonceret, at hun lægger vejen forbi Danmark til sommer.
Sidst Rihanna optrådte i Danmark var i 2013, da hun gæstede Orange Scene på Roskilde Festival.
Sidst Rihanna optrådte i Danmark var i 2013, da hun gæstede Orange Scene på Roskilde Festival. Foto: Rich Fury/RICH FURY/INVISION/AP


Det var en proppet plads foran Orange Scene, der kunne opleve sangfuglen fra Barbados, senest hun lagde vejen forbi Danmark på Roskilde Festival i 2013. Men nu gør Rihanna sig klar til igen at besøge de danske fans, når hun efter tre års tørke vender tilbage til sommer.

Koncerten kommer til at foregå 7. juli på Refshaleøen og er en del af sangerindens turné "The Anti World Tour". Rihanna annoncerede sin kommende verdensturné på sin Twitterprofil. I alt lægger den rebelske sangerinde vejen forbi 70 steder på sin kommende turné, skriver Billboard.

Er man fan af den 27-årige sangerinde, er hendes kæreste Travi$ Scott garanteret også et velkendt navn. Og samtidig med koncertplanen annoncerer Rihanna, at hun hiver netop sin kæreste med på den nordamerikanske del af turneen.

23-årige Travi$ Scott tager dog ikke med på sangerindens Europa-turné. Her kan fansne i stedet glæde sig til at opleve den amerikanske rapper Big Sean og den canadiske R&B-stjerne The Weeknd. Skulle billetterne blive revet væk, spiller hun også i både Sverige og Tyskland.

Billetsalget begynder på BilletNet 3. december.

Se tweetet her: https://twitter.com/rihanna/status/668855691612958720

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.