Real Madrid ser sammen med Borussia Dortmund ud til at være på sikker kurs mod ottendedelsfinalerne i Champions League.
Den spanske storklub hentede tirsdag aften den ventede sejr over Legia Warszawa fra Polen, som blev slået 5-1 i en chancerig kamp, hvor det mest bemærkelsesværdige var, at Cristiano Ronaldo ikke scorede.
Samtidig vandt Dortmund med 2-1 ude over Sporting fra Portugal, og de to favoritter ligger side om side med syv point for tre kampe.
Med sejre i de omvendte opgør i næste runde vil både Real Madrid og Dortmund være videre i turneringen.
Spanierne fik sig ellers en tidlig forskrækkelse, da Legias midtbanespiller Vadis Odjidja-Ofoe ramte stolpen, men efter et kvarters spil kom kampen ind i det forventede mønster.
Gareth Bale trak ind fra højre side, og sendte bolden ind i det lange hjørne med et fladt og præcist skud.
Da Marcelo kort efter gjorde det til 2-0 på et afrettet skud, måtte de polske gæster frygte at få en ordentlig snitter.
De blev dog lukket ind i kampen og fik reduceret på et straffespark, men som et passende punktum på en meget livlig første halvleg scorede Marco Asensio til 3-1
Opgøret faldt en smule til ro efter sidebyttet, og Real-træner Zinedine Zidane benyttede lejligheden til at give Gareth Bale og James Rodríguez et hvil.
Men det gav nu ikke polakkerne meget mere tid til at ånde, for de to afløsere, Lucas Vasquez og Alvaro Morata, kom begge på måltavlen og bragte slutstillingen op på 5-1.
I den samtidige kamp sendte Patrick Aubameyang tidligt Dortmund på sejrskurs, da han bragte gæsterne foran efter ni minutter.
Kort før pausen gjorde Julian Weigl det til 2-0, og da så kampen ud til at være afgjort.
Men da Bruno Cesar reducerede midt i anden halvleg fik publikum på Estadio José Alvalade alligevel spænding i slutfasen.
/ritzau/