Real Madrid nøjes med smal hjemmesejr over Granada
Karim Benzema scorede sejrsmålet, da Real Madrid på hjemmebane slog Granada med 1-0.
Karim Benzema blev matchvinder for Real Madrid lørdag eftermiddag.
Karim Benzema blev matchvinder for Real Madrid lørdag eftermiddag. Foto: Paul White/AP


For blot fem måneder siden vandt Real Madrid med ikke mindre end 9-1 på hjemmebane over Granada, men det upåagtede hold fra Sydspanien har tilsyneladende fået sat en prop i det utætte forsvar.

Real Madrid måtte i hvert fald nøjes med en spinkel 1-0-sejr, da Granada lørdag eftermiddag vendte tilbage til Estadio Santiago Bernabeu.

Det var den franske angriber Karim Benzema, der scorede sejrsmålet 10 minutter inde i anden halvleg, da han headede Iscos aflevering i nettet.

Hovedstadsklubben sad tungt på kampen mod et gæstemandskab, der brugte meget energi på at forsvare sig.

Men på en dag, hvor Cristiano Ronaldo ikke havde meget held med sig, og hvor Gareth Bale sad udenfor med en skade, måtte Real altså nøjes med 1-0.

Resultatet sender dog Rafael Benitez' mandskab til tops i La Liga med ti point for fire kampe.

Barcelona kan tilbageerobre førstepladsen, hvis catalonierne som ventet vinder hjemmekampen mod Levante søndag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.