Real Madrid henter målmand i Espanyol
Rygterne har svirret, og nu bekræfter Espanyol, at holdets målmand skifter til Real Madrid.


Den spanske fodboldklub Real Madrid har sikret sig målmanden Kiko Casilla fra ligakonkurrenten Espanyol.

Real Madrid bekræfter det ganske vidst ikke selv, men det gør Espanyol på klubbens hjemmeside.

- Espanyol og Real Madrid har inden for de seneste timer indgået aftale om et klubskifte for Kiko Casilla, skriver klubben på sin hjemmeside.

Den 28-årige målmand kommer til Bernabeu som afløser for Iker Casillas, der har forladt klubben efter en lang årrække og nu skal spille i FC Porto.

Kiko Casilla, som er noteret for en enkelt landskamp for Spanien - han fik en halvleg mod Tyskland i november sidste år - skal konkurrere med den costaricanske målmand Keylor Navas og den uerfarne Fernando Pacheco om spilletiden.

Målmanden rejser ifølge flere nyhedsbureauer til Australien i løbet af fredagen. Her slutter han sig til Real Madrid-truppen, der er på turné i landet som en del af sine sæsonforberedelser. Casilla var i øvrigt i Real Madrid som ungdomsspiller.

Real Madrid betaler ifølge flere medier 6,5 millioner euro - i omegnen af 48 millioner kroner for målmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.