Real Madrid afviser skyld i De Gea-koks
David De Gea kommer ikke til Real Madrid i sommerens transfervindue, fordi papirer ikke nåede frem i tide.
En handel med David de Gea faldt til jorden, fordi papirer ikke nåede frem til tiden.
En handel med David de Gea faldt til jorden, fordi papirer ikke nåede frem til tiden. Foto: Kamil Krzaczynski/AP


Real Madrid afviser at være skyld i, at handlen med Manchester United-målmanden David De Gea gik i vasken.

Tirsdag forklarer Real Madrid, at klubben gjorde alt, hvad der var nødvendigt for at gennemføre handlen med De Gea, inden det spanske transfervindue lukkede mandag midnat.

Den spanske landsholdsmålmand går en usikker fremtid i møde, fordi papirarbejdet tilsyneladende ikke nåede frem i tide til den spanske fodboldliga La Liga.

Real Madrid oplyser også, at klubben ikke har tænkt sig at appellere La Ligas beslutning om, at handlen er ugyldig.

Real Madrid og United var ellers enige om en byttehandel mellem spaniernes førstekeeper Keylor Navas og De Gea samt en pose penge til den engelske klub. Men derefter gik der administrativt bøvl i papirarbejdet, som blev sendt for sent af sted.

Ifølge Real Madrid åbnede United først for De Gea-forhandlinger mandag morgen, og det førte til, at klubberne skulle blive enige i al hast.

Real Madrid skriver videre, at United først sendte de nødvendige oplysninger om De Gea-aftalen til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) klokken 00.00.

- Real Madrid fik fuld dokumentation for spillerne klokken 00.02, men da var Fifas Transfer Matching System (TMS) allerede lukket.

- Vi prøvede at sende dokumentationen ind, men det lod sig ikke gøre, beretter den spanske hovedstadsklub.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.