Real: Hjemmebane i returopgør kan være fordel
Real Madrids sportsdirektør forudser nogle hårde kampe mod Juventus i CL-semifinalerne, men øjner en fordel.
Sportsdirektøren håber, at Real Madrid når at få nogle af deres skadede spillere klar, og han vurderer, at spanierne kan have en lille fordel på hjemmebane i returopgøret.
Sportsdirektøren håber, at Real Madrid når at få nogle af deres skadede spillere klar, og han vurderer, at spanierne kan have en lille fordel på hjemmebane i returopgøret. Foto: Paul White/AP


Det ligger nu fast, at Juventus og Real Madrid mødes i den ene Champions League-semifinale, mens Bayern München og Barcelona tørner sammen i den anden.

Sportsdirektør i Real Madrid, Emilio Butragueño, fortæller, at han har respekt for de italienske modstandere.

- Vi skal møde en hård modstander, som er gode defensivt og er klar til at give alt.

Sportsdirektøren håber, at Real Madrid når at få nogle af deres skadede spillere klar, og han vurderer, at spanierne kan have en lille fordel på hjemmebane i returopgøret.

- Vi (Real Madrid, red.) spiller på hjemmebane i returopgøret, og det kan blive en fordel. Vi vil selvfølgelig forsøge at komme foran på udebane i det første opgør.

- Vi vil gøre alt for at gøre vores fans glade. Vi går nogle fascinerende semifinaler i møde med to meget rutinerede hold fulde af topspillere, siger Butragueño.

Juventus og Real Madrid mødtes senest i Champions League-gruppespillet i sidste sæson, og her vandt spanierne det første opgør hjemme med 2-1, mens kampen i Torino endte 2-2.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.