Rasmus Trads: "Kurt Thorsen er stadig det største dumme svin, jeg nogensinde har mødt"
Rasmus Trads slipper aldrig bitterheden efter PFA-sagen, hvor han og Kurt Thorsen blev dømt for dokumentfalsk for flere milliarder kroner.
Rasmus Trads er i dag pensionist og redaktør af klubbladet Smash.
Rasmus Trads er i dag pensionist og redaktør af klubbladet Smash. Foto: Scanpix/arkiv


Rasmus Trads, tidligere administrerende direktør i PFA Byg, har ikke glemt sin gamle makker Kurt Thorsen fra PFA-sagen.

Sagen trak stor mediebevågenhed i starten af nullerne og både Rasmus Trads og Kurt Thorsen blev begge dømt i den spektakulære retssag, hvor makkerparret røg i totterne på hinanden. Foran retsbygningen, og for rullende kameraer, kaldte Rasmus Trads Kurt Thorsen for "et stort røvhul og en led fyr".

Den holdning til Kurt Thorsen har Rasmus Trads ikke lagt bag sig siden dommen på fire års fængsel i 2004.

Det skriver BT, der fredag kan fortælle, hvordan det i dag går for en række svindeldømte danskere. Rasmus Trads siger blandt andet:

- Han (Kurt Thorsen, red.) er stadig det største dumme svin, jeg nogensinde har mødt.

Rasmus Trads er i dag pensionist og tog under sin afsoning en uddannelse i journalistik. Den bruger han blandt andet til, at være redaktør af klubbladet 'Smash' i den tennisklub i Ballerup, hvor han er medlem af bestyrelsen.

Til BT siger Rasmus Trads, at den bitterhed, som sagen bragte, aldrig forsvinder:

- Nu er der gået 20 år, og jeg gider faktisk ikke snakke om sagen mere. Bitterheden slipper aldrig helt.


Under retssagen føg det med beskyldninger mellem de to tidligere makkere: Kurt Thorsen (tv) og Rasmus Trads. Foto: Scanpix/arkiv

Kurt Thorsen var hovedpersonen i PFA-sagen, hvor han i 2002 fik seks års fængsel for dokumentfalsk.

Kurt Thorsen har bopæl i England, og han blev for et halvt år siden løsladt efter endnu en dom, denne gang havde han fået tre et halvt års ubetinget fængsel for skattesvig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.